A.der henviser til, at seksuelle voldshandlinger er strafbare i henhold til den internationale menneskerettighedslovgivning i både krigs- og fredstid; der henviser til, at voldtægt inden for rammerne af både humanitær folkeret og international strafferet klassificeres som en potentiel krigsforbrydelse, en forbrydelse mod menneskeheden eller en handling, der bidrager til folkedrab, forudsat at andre nødvendige elementer indgår i disse forbrydelser; der henviser til, at denne klassificering er formuleret i Romstatutten for Den Internationale Straffedomstol (artikel 8) og Genèvekonventionerne fra 1949 og tillægsprotokollerne dertil; der henviser til, at den juridiske fortolkning af voldtægt som en krigsforbrydelse ifølge Den Internationale Straffedomstol omfatter manglende samtykke som et afgørende element;

B.der henviser til, at definitioner baseret på magtanvendelse som det primære element i forbrydelsen ifølge Menneskerettighedsdomstolen ikke i tilstrækkelig grad beskytter ofre for seksuel vold og bringer den effektive beskyttelse af den enkeltes seksuelle autonomi i fare;

C.der henviser til, at voldtægt er en krænkelse af en række menneskerettigheder, herunder retten til fysisk integritet, retten til autonomi og seksuel autonomi, retten til privatliv, retten til den højest opnåelige standard for fysisk og mental sundhed, kvinders ret til lighed for loven og retten til ikke at blive udsat for vold, forskelsbehandling, tortur og anden grusom eller umenneskelig behandling; der henviser til, at voldtægt også fratager offeret fuld udøvelse af en række andre menneskerettigheder, herunder retten til liv, værdighed, fysisk og mental integritet, retten til frihed og personlig sikkerhed, retten til lighed i familien og for loven uanset køn og kønsidentitet og retten til at leve frit uden bl.a. forskelsbehandling, tortur og anden mishandling;

D.der henviser til, at kønsbaseret vold fortsat er en af de mest udbredte og mindst anmeldte krænkelser af menneskerettighederne i Europa og kræver en europæisk reaktion; der henviser til, at den nuværende internationale lovramme for menneskerettigheder anerkender voldtægt som både en menneskerettighedskrænkelse og en form for kønsbaseret vold, der primært rammer kvinder og piger; der henviser til, at voldtægt er en af de mest udbredte og brutale former for kønsbaseret vold, som krænker den enkeltes fysiske, psykiske og seksuelle integritet og kropslige autonomi og har alvorlige og varige konsekvenser for ofrene;

E.der henviser til, at kønsbaseret vold i alvorlig grad begrænser kvinders og pigers deltagelse i det offentlige liv og deres adgang til domstolsprøvelse, uddannelse og økonomisk uafhængighed og derfor udgør en strukturel hindring for opnåelse af reel ligestilling mellem kønnene; der henviser til, at ofre for voldtægt oplever alvorlige og langvarige konsekvenser, herunder sociale og økonomiske, bl.a. tab af job, økonomisk afhængighed, ustabile boligsituationer og mindre deltagelse i uddannelse eller på arbejdspladsen, hvilket forværrer virkningerne af vold og forstærker kønsskævheder;

F.der henviser til, at 17,2 % af kvinderne i EU ifølge FRA og EIGE har været udsat for seksuel vold, herunder voldtægt og andre uønskede seksuelle handlinger, og at 1 ud af 20 kvinder er blevet voldtaget med magtanvendelse siden det fyldte 15. år FRA og EIGE, Vold mod kvinder: en EU-undersøgelse – Oversigt over resultater, Den Europæiske Unions Publikationskontor, Luxembourg, 2014, s. 20.; der henviser til, at vold mod LGBTIQ-personer ifølge FRA er steget i de seneste år, hvor transkvinder er uforholdsmæssigt meget udsat for fysisk og seksuel vold; der henviser til, at LGBTIQ+-personer også udsættes for seksuel vold på grund af deres køn, kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika; der henviser til, at de årlige anslåede omkostninger ved kønsbaseret vold i EU er 366 mia. EUR;

G.der henviser til, at den grænseoverskridende dimension af voldtægt skaber et særligt behov for at bekæmpe voldtægt på et fælles grundlag i EU med henblik på at sikre en mere konsekvent beskyttelse og lige adgang til domstolsprøvelse for ofre i alle medlemsstater med en række nøgleelementer: behovet for at sikre et minimumsniveau af beskyttelse for alle kvinder i alle medlemsstater, behovet for at sikre et minimumsniveau af beskyttelse, når kvinder udøver deres ret til fri bevægelighed i hele Unionen, da manglen på en harmoniseret definition af voldtægt undergraver ofrenes retssikkerhed og adgang til domstolsprøvelse og dermed kan udgøre en hindring for den frie bevægelighed, og behovet for og forpligtelsen til at tilpasse EU-retten til internationale standarder såsom Istanbulkonventionen, som kræver kriminalisering af voldtægt på grundlag af manglende samtykke;

H.der henviser til, at det nuværende retlige landskab i EU fortsat er fragmenteret med forskellige retlige fortolkninger og divergerende definitioner af voldtægt, der ikke altid afspejler internationale menneskerettighedsstandarder eller Istanbulkonventionens krav vedrørende samtykke; der henviser til, at manglen på harmoniserede juridiske definitioner på tværs af medlemsstaterne undergraver ofres rettigheder, hindrer grænseoverskridende samarbejde og bidrager til straffrihed for gerningsmænd og manglende bevidsthed om, hvad der udgør seksuel vold; der henviser til, at flere medlemsstater stadig definerer voldtægt på grundlag af magtanvendelse eller trusler og dermed udelukker mange ofre fra retlig beskyttelse; der henviser til, at dette understreger det presserende behov for en EU-dækkende samtykkebaseret definition af voldtægt; der henviser til, at indførelsen af en fælles juridisk definition af voldtægt, der er baseret på manglende samtykke, vil bidrage til at forbedre politisamarbejdet og det retlige samarbejde og forbedre indsamlingen og sammenligneligheden af data om voldtægt i EU;

I.der henviser til, at alle medlemsstater har undertegnet Istanbulkonventionen, men at fem endnu ikke har ratificeret den Bulgarien, Tjekkiet, Ungarn, Litauen og Slovakiet.; der henviser til, at kun to af disse for nylig har reformeret deres lovgivning for at give samtykke en central rolle i definitionen af voldtægtsforbrydelser Bulgarien og Tjekkiet.; der henviser til, at 16 medlemsstater siden Istanbulkonventionens ikrafttræden har ændret deres lovgivning med henblik på at indarbejde eller tydeliggøre begrebet samtykke som et grundelement ved voldtægtsforbrydelse; der henviser til, at EU tiltrådte konventionen i 2023 på områder, der hører under dets enekompetence; der henviser til, at Istanbulkonventionens bestemmelse om en samtykkebaseret definition af voldtægt har været et vendepunkt for den juridiske reform og markerer et skift fra den traditionelle tilgang, hvor definitionen af voldtægt indebærer antagelsen om vold; der henviser til, at FRA i rapporten "Fundamental Rights Report 2025" udtaler, at EU-medlemsstater, der har ratificeret Istanbulkonventionen, bør kriminalisere seksuel vold baseret på anvendelse af samtykkebaserede definitioner af voldtægt og andre former for seksuel vold;

J.der henviser til, at Menneskerettighedsdomstolen har spillet en central rolle i udformningen af den moderne forståelse af voldtægt i henhold til menneskerettighedslovgivningen, navnlig gennem sin skelsættende dom fra 2003 i sagen M.C. mod Bulgarien, hvor den fastslog staternes positive forpligtelse til at vedtage strafferetlige bestemmelser for effektivt at efterforske og straffe voldtægt, fandt, at krav om bevis for fysisk modstand fra offeret risikerer at efterlade visse former for voldtægt ustraffet og undlader at beskytte seksuel autonomi som krævet i henhold til artikel 3 og 8 i EMRK, og fastslog, at disse artikler kræver straf og effektiv retsforfølgning af enhver seksuel handling uden samtykke, herunder i mangel af fysisk modstand; der henviser til, at i efterfølgende domme fra Menneskerettighedsdomstolen, bl.a. i sagen J.L. mod Italien (2021) og X mod Cypern (2025) Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 27. februar 2025, X mod Cypern, klage nr. 40733/22., fordømtes brug af argumenter og stereotyper om offerbebrejdelse i retssager, og det blev fundet, at sådan praksis udgør en krænkelse af retten til respekt for privatlivet i henhold til EMRK's artikel 8 og fastholder fordomme og hindrer adgang til domstolsprøvelse for ofre for seksuel vold; der henviser til, at Menneskerettighedsdomstolen i sin dom i sagen H.W. mod Frankrig Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 23. januar 2025, H.W. mod Frankrig, klage nr. 13805/21. fastslog, at enhver seksuel handling uden samtykke er en form for seksuel vold; der henviser til, at Menneskerettighedsdomstolens dom i sagen L. m.fl. mod Frankrig Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 24. april 2025, L. m.fl. mod Frankrig, klage nr. 46949/21, 24989/22 og 39759/22. fortolkede artikel 3 og 8 i EMRK således, at parterne i EMRK skal have strafferetlige systemer, der kan straffe seksuelle handlinger uden samtykke;

K.der henviser til, at det i FN's håndbog om lovgivning om vold mod kvinder fastslås, at lovgivningen skal indeholde bestemmelser om skærpende omstændigheder, herunder f.eks. den overlevendes alder, forholdet mellem den overlevende og gerningsmanden, brug af eller trussel om fysisk vold, tilstedeværelsen af flere gerningsmænd og alvorlige fysiske eller psykiske konsekvenser af angrebet på offeret; der henviser til, at det i håndbogen endvidere hedder, at lovgivningen specifikt bør kriminalisere seksuelle overgreb inden for et forhold (dvs. "voldtægt inden for ægteskabet") enten ved at fastsætte, at bestemmelserne om seksuelle overgreb finder anvendelse "uanset forholdets art" mellem gerningsmanden og klageren, eller ved at anføre, at "intet ægteskab eller andet forhold udgør et forsvar mod en anklage for seksuelle overgreb i henhold til lovgivningen";

L.der henviser til, at Europa-Parlamentet den 16. september 2021 vedtog en beslutning om at klarlægge kønsbaseret vold som et nyt kriminalitetsområde, som omhandlet i artikel 83, stk. 1, i TEUF; der henviser til, at denne beslutning opfordrede medlemsstaterne til at ændre definitionen af "voldtægt" i deres nationale lovgivning, således at den er baseret på manglende samtykke, og understregede, at kønsbaseret vold er en alvorlig krænkelse af menneskerettighederne og værdigheden, og at voldtægt er en form for kønsbaseret vold;

M.der henviser til, at artikel 83 i TEUF bør finde anvendelse som retsgrundlag for lovgivningsforslag vedrørende voldtægt, fordi voldtægt er en særligt alvorlig forbrydelse med en grænseoverskridende dimension og falder ind under kriminalitetsområdet "seksuel udnyttelse af kvinder og børn";

N.der henviser til, at udtrykket "seksuel udnyttelse" i artikel 83, stk. 1, i TEUF ikke er begrænset til menneskehandel alene, da en sådan snæver fortolkning uretmæssigt ville begrænse "menneskehandel og seksuel udnyttelse af kvinder og børn" til forbrydelser vedrørende menneskehandel; der henviser til, at ordlyden og den lovgivningsmæssige praksis, herunder direktivet om seksuelt misbrug af børn Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/93/EU af 13. december 2011 om bekæmpelse af seksuelt misbrug og seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi og om erstatning af Rådets rammeafgørelse 2004/68/RIA (EUT L 335 af 17.12.2011, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/2011/93/oj)., viser, at "seksuel udnyttelse" dækker en bredere vifte af forbrydelser, herunder seksuelt misbrug; der henviser til, at seksuel udnyttelse almindeligvis sigter på uretmæssig brug af en anden person til seksuel fordel, hvilket indebærer en sårbarhed hos offeret, som er central for voldtægtsforbrydelser;

O.der henviser til, at artikel 36 i Istanbulkonventionen forpligter til, at alle seksuelle handlinger uden samtykke kriminaliseres, og præciserer, at "samtykke skal gives frivilligt og være udtryk for den pågældendes frie vilje, bedømt ud fra omstændighederne ved den konkrete situation"; der henviser til, at dette princip er i overensstemmelse med Menneskerettighedsdomstolens afgørelser og med national retspraksis;

P.der henviser til, at samtykke er en frivillig aftale om at deltage i en bestemt seksuel aktivitet og kan trækkes tilbage når som helst;

Q.der henviser til, at mange medlemsstater Østrig, Belgien, Kroatien, Cypern, Danmark, Finland, Frankrig, Tyskland, Grækenland, Irland, Luxembourg, Malta, Nederlandene, Polen, Portugal, Slovenien, Spanien og Sverige. og en række andre europæiske lande Island, Norge, Montenegro, Ukraine og Det Forenede Kongerige. allerede har indført samtykkebaserede definitioner af voldtægt i deres straffelovgivning, hvilket har resulteret i mere retfærdig forebyggelse, anmeldelse og retsforfølgning af seksuel overgrebskriminalitet og har øget offentlighedens bevidsthed;

R.der henviser til, at Parlamentet i sin holdning til og bemyndigelse i relation til direktivet om bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet gik stærkt ind for at medtage samtykkebaserede definitioner af voldtægt i teksten som i Kommissionens forslag; der henviser til, at Rådet beklageligvis var af den opfattelse, at kriminalisering af voldtægt ikke bør medtages i dette direktiv;

S.der henviser til, at Kommissionens forslag til direktiv om bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet omfattede et forslag om at kriminalisere voldtægt på grundlag af anerkendelsen af, at "seksuel udnyttelse af kvinder" omfatter voldtægt; der henviser til, at denne fortolkning er i overensstemmelse med traktaternes forpligtelse til ligestilling mellem kvinder og mænd; der henviser til, at artikel 83, stk. 1, i TEUF derfor er et passende retsgrundlag for at fastsætte minimumsregler på EU-plan for definitionen af voldtægt;

T.der henviser til, at ofre for voldtægt ofte bliver spurgt om deres manglende modstand mod seksuelle overgreb, hvor gerningsmændene hævder, at den manglende modstand fra ofrenes side indikerer passiv enighed; der henviser til, at 70 % af ofrene for seksuel vold ifølge en svensk undersøgelse gav udtryk for betydelig tonisk immobilitet, også kendt som "fryserespons" ("lammet af skræk"); der henviser til, at en reaktion, der er kendt som "fryserespons" (eller tonisk immobilitet), snarere end aktiv fysisk modstand mod gerningsmanden, er den mest almindelige reaktion blandt ofre for voldtægt; der henviser til, at manglende modstand eller "fryserespons" er en almindelig ufrivillig reaktion og en overlevelsesrefleks over for en trussel, hvilket kan resultere i immobilitet (fastlåst kropsholdning, tab af muskelkraft, manglende evne til at udføre frivillige handlinger) og dissociation, hvor en persons bevidsthed afkobles fra ubehagelige og smertefulde oplevelser og følelser, som opstår i deres krop, og et tab af en følelse af handlekraft; der henviser til, at denne realitet ikke kan ignoreres for at sikre adgang til retfærdighed for ofre for voldtægt og for at fremme et juridisk og socialt miljø, hvor voldtægt ikke længere tolereres;

U.der henviser til, at faktorer såsom tvang, magt, trusler, økonomisk og psykologisk afhængighed, fysiske eller mentale tilstande – såsom tonisk immobilitet, frysning, overraskelse, en tilstand af frygt, intimidering, bevidstløshed, forgiftning, kemisk indgivelse, søvn, sygdom, legemsbeskadigelse, handicap eller andre tilstande eller en anden situation med særlig sårbarhed – eller strukturel og intersektionel forskelsbehandling kan skabe sårbarheder og farer og kan forhindre frit samtykke, hvilket er afgørende i voldtægtssager;

V.der henviser til, at traumer som følge af seksuelle overgreb kan påvirke hukommelsesfunktionen, hvilket fører til fragmenteret eller manglende hukommelse om, hvad der er foregået, og tidsforvrængning, hvilket gør det vanskeligt at huske, i hvilken rækkefølge noget fandt sted; der henviser til, at traumer som følge af voldtægt er forbundet med posttraumatisk stresssyndrom og andre alvorlige psykiske symptomer, herunder nedsat koncentration, angst, panikanfald, svær depression, flashbacks og mareridt;

W.der henviser til, at det forhold, at man henholder sig til væsentlige beviser for modstand, trusler eller vold, forstærker skadelige voldtægtsmyter og stereotyper om, hvordan ofre forventes at opføre sig, hvilket bidrager til sekundær viktimisering, især i tilfælde, hvor ofrene ikke overholder socialt konstruerede forventninger om traumer, modstand eller synlig skade; der henviser til, at sådan praksis bidrager til mistillid til retshåndhævelses- og retssystemerne, hvilket fører til et lavt antal anmeldelser blandt ofre og straffrihed for gerningsmænd;

X.der henviser til, at seksuel autonomi og fysisk integritet er ukrænkelige rettigheder, og at formålet med samtykkebaseret voldtægtslovgivning er at styrke beskyttelsen heraf; der henviser til, at overgangen til en samtykkebaseret model for voldtægtslovgivning er afgørende med hensyn til at anerkende, at seksuel autonomi og integritet kan krænkes selv i situationer, hvor der ikke forekommer fysisk vold, f.eks. hvor der er tale om tvangsdynamikker eller magtmisbrug;

Y.der henviser til, at formålet med vægtningen af seksuel autonomi er at fremme ligestilling mellem kønnene og navnlig opfyldelsen af kvinders og pigers rettigheder; der henviser til, at samtykkebaseret voldtægtslovgivning navnlig understreger kvinders ret til at træffe beslutninger om sig selv og deres egen krop;

Z.der henviser til, at samtykke bør være et centralt element i lovgivningen om voldtægt; der henviser til, at samtykkebaseret voldtægtslovgivning er nødvendigt for mere effektivt at omfatte situationer, hvor den seksuelle handling indledes så pludseligt, at offeret ikke har mulighed for at give udtryk for sin vilje eller at forsvare sig inden påbegyndelse af handlingen; der henviser til, at samtykkebaseret voldtægtslovgivning også er afgørende for bedre at kunne håndtere situationer, hvor offeret ikke er i stand til at modsætte sig handlingen på grund af frygt;

AA.der henviser til, at de fleste voldtægter ifølge beviser begås af bekendte eller partnere og finder sted indendørs, men at ofre i sådanne sager ofte mødes med mistænksomhed og manglende tiltro i retssystemet, især i jurisdiktioner, hvor der fortsat gælder forældede beviskrav, hvilket opretholder myterne om, at voldtægter typisk begås af fremmede på offentlige steder, og at ofrene fremprovokerer eller opdigter voldtægt; der henviser til, at sådanne myter forstærkes yderligere af utilstrækkelige medieportrætter, offentlig debat og manglende offentlig bevidsthed;

AB.der henviser til, at typisk accepterede myter om og holdninger til voldtægt og seksuelle overgreb skader definitionen af voldtægtsforbrydelsen og udgør yderligere trusler mod overlevende ofres velbefindende, villighed til at anmelde, beskyttelse mod sekundær viktimisering og forhindrer retsforfølgning og adgang til domstolsprøvelse; der henviser til, at disse accepterede holdninger og myter er en af de faktorer, der er med til at fastholde straffrihed ved voldtægt og udelukker udarbejdelse af behørig lovgivning;

AC.der henviser til, at omfanget af seksuel vold fortsat er stærkt undervurderet og nedtonet, fordi langt de fleste seksuelle forbrydelser ikke kommer for dagens lys; der henviser til, at mange anmeldte voldtægter aldrig bliver retsforfulgt, og at langt de fleste retsforfølgelser for voldtægt ikke ender med en domfældelse; der henviser til, at dette forværrer kvinders manglende tillid til systemet, fører til et lavt antal anmeldelser og fastholder en samfundsmæssig følelse af straffrihed, hvilket fører til normalisering af seksuel vold, herunder voldtægt; der henviser til, at udbredt straffrihed for voldtægt bidrager til det udbredte kompleks af overbevisninger og sociale normer, der tilskynder til mandlig seksuel aggression og støtter vold mod kvinder, hvilket skaber et miljø, hvor seksuel vold normaliseres og begrundes gennem vedvarende uligheder mellem kønnene og skadelige holdninger til køn og seksualitet; der henviser til, at det er uacceptabelt, at der ikke er nogen konsekvenser for voldtægt uden fysisk vold; der henviser til, at en konsekvent retsforfølgning af alle former for voldtægt er afgørende for at opretholde offentlighedens tillid til retssystemerne og er afgørende for forebyggelse af seksuel vold; der henviser til, at samtykkebaseret voldtægtslovgivning er nødvendigt for både at afspejle og ændre holdningerne til seksuelle overgreb samt at øge bevidstheden i EU for dermed i sidste ende at mindske antallet af seksuelle overgreb; der henviser til, at samtykkebaseret lovgivning kan føre til et paradigmeskift i retning af behovet for at indhente samtykke snarere end blot mangel på tydelig modstand mod en seksuel handling;

AD.der henviser til, at det i den forklarende rapport til Istanbulkonventionen med hensyn til artikel 36, stk. 2, præciseres, at retsforfølgning af seksuel vold, herunder voldtægt, vil kræve en kontekstafhængig vurdering af beviserne fra sag til sag for at fastslå, om offeret frit har samtykket til den foretagne seksuelle handling. En sådan vurdering skal anerkende den brede vifte af adfærdsmæssige reaktioner på seksuel vold og voldtægt, som ofre udviser, og den må ikke baseres på antagelser om typisk adfærd i sådanne situationer. Det er lige så vigtigt at sikre, at fortolkninger af voldtægtslovgivning og retsforfølgning i voldtægtssager ikke påvirkes af kønsstereotyper og myter om mandlig og kvindelig seksualitet;

AE.der henviser til, at FN's Komité for Afskaffelse af Diskrimination mod Kvinder i sin meddelelse nr. 34/2011 indtrængende opfordrer staterne til at revidere voldtægtslovgivningen ved at fjerne kravene om magt eller bevis for indtrængen og sætte manglende samtykke i centrum for lovovertrædelsen, og i sin generelle henstilling nr. 35 (2017) opfordrer stater til at anerkende kønsbaseret vold som en form for forskelsbehandling og til at vedtage lovreformer, der sikrer afskaffelse af sådan vold, herunder ved at kriminalisere seksuelle handlinger uden samtykke og støtte adgang til domstolsprøvelse og tilbud for alle kvinder og piger, navnlig dem, der udsættes for intersektionelle former for forskelsbehandling;

AF.der henviser til, at ligestilling mellem kønnene og ikke-forskelsbehandling er centrale værdier i EU, grundlæggende rettigheder, centrale principper i den europæiske søjle for sociale rettigheder og væsentlige forudsætninger for fremskridt; der henviser til, at forskelsbehandling på grund af biologisk køn og socialt køn og af andre grunde er forbudt i henhold til artikel 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder;

AG.der henviser til, at intersektionalitet er et vigtigt vejledende princip, der er nedfældet i EU-retten; der henviser til, at kvinder oplever indbyrdes forbundne uligheder og forskelsbehandling, bl.a. på grund af race, etnisk eller social oprindelse, seksuel orientering, kønsidentitet og kønsudtryk, religion eller overbevisning og opholdsstatus eller handicap; der henviser til, at kønsbaseret seksuel vold er et af de vigtigste ligestillingsspørgsmål, og at der kun kan gøres reelle fremskridt med hensyn til ligestilling mellem kønnene ved at gennemføre en intersektionel tilgang; der henviser til, at en intersektionel tilgang gør det muligt for os at tackle strukturelle barrierer for ligestilling mellem kønnene og indsamle dokumentation med henblik på at fastsætte benchmarks og fastlægge en kurs for strategiske og effektive politikker til bekæmpelse af systemisk forskelsbehandling, udstødelse og sociale uligheder;

AH.der henviser til, at samtykke i betragtning af den strukturelle karakter af ulighed mellem kønnene og kønsbaseret vold kan gives under tvang eller socialt pres, hvilket understreger behovet for en tilgang, der ikke blot omfatter individuel autonomi, men også social magtdynamik, kønsnormer og den ulige magtfordeling mellem mænd og kvinder;

AI.der henviser til, at kønsbaseret vold , herunder seksuel vold, er både en årsag til og en konsekvens af de strukturelle uligheder og magtskævheder, som er rodfæstet i kønsstereotyper og sociale normer; der henviser til, at bekæmpelse af sådan vold kræver, at disse normer udfordres, og at der gennemføres omfattende juridiske, sociale og uddannelsesmæssige reformer;

AJ.der henviser til, at dybt rodfæstede kønsstereotyper med hensyn til kvinders seksualitet og moral bidrager til det udbredte kompleks af overbevisninger og sociale normer, der tilskynder til mandlig seksuel aggression og støtter vold mod kvinder, hvilket skaber et miljø, hvor seksuel vold normaliseres og begrundes gennem vedvarende uligheder mellem kønnene og skadelige holdninger til køn og seksualitet; der henviser til, at dette resulterer i stigmatisering og forskelsbehandling af visse kvinder og andre personer på grund af deres overtrædelse af kønsspecifikke sociale og seksuelle normer eller deres manglende overensstemmelse med kønsroller;

AK.der henviser til, at voldtægt, herunder eventuelle elementer forud for forbrydelsen, f.eks. grooming og onlinesvindel, kan finde sted i sammenhænge på tværs af grænser; der henviser til, at vold mod kvinder og piger forekommer både online og offline, og at det omfatter teknologiformidlet seksuel vold, chikane, deling af intime billeder uden samtykke og kontrollerende tvang; der henviser til, at sådanne former for misbrug i uforholdsmæssig høj grad rammer kvinder og marginaliserede grupper, og at der fortsat ikke tages tilstrækkelig højde herfor i mange nationale lovgivningsrammer;

AL.der henviser til, at voldtægtsofre har brug for øjeblikkelig, tværfaglig, tilgængelig og omfattende lægebehandling, herunder klinisk håndtering af voldtægt og seksuel og reproduktiv sundhedspleje, som bl.a. omfatter nødprævention, profylakse efter eksponering, behandling for seksuelt overførte infektioner og adgang til sikker og lovlig abort, samt traumestøtte, og de skal endvidere have mulighed for langsigtet støtte, herunder psykologisk rådgivning; der henviser til, at der i nogle medlemsstater ikke er adgang til visse nødvendige sundhedstilbud;

AM.der henviser til, at voldtægtskultur defineres som et strukturelt og udbredt system af holdninger, adfærd, værdier og sociale normer, der normaliserer og trivialiserer seksuel vold, undergraver samtykke, fastholder voldtægtsmyter og fremmer den samfundsmæssige normalisering af denne vold;

AN.der henviser til, at den høje forekomst af sekundær viktimisering viser, at ikke blot retssystemerne, men også forældede love, der ikke er baseret på samtykke, i høj grad ikke giver overlevende adgang til domstolsprøvelse Europarådet, "Case of L. and Others v. France: Criminal-law system inadequate for the punishment of all non-consensual sexual acts, exposing rape victim to secondary victimisation" (sag L. m.fl. mod Frankrig: Strafferetssystem utilstrækkeligt til at straffe alle seksuelle handlinger uden samtykke og forårsager sekundær viktimisering af voldtægtsofre), nyhedsartikel, den 24. april 2025., hvilket fremgår af de lave anmeldelsesprocenter blandt ofre, manglen på bistand i overensstemmelse med deres behov, adgangen til tilgængelige procedurer og de lave domfældelsesprocenter i voldtægtssager, hvilket fremhæver systematiske mangler i den måde, hvorpå de retshåndhævende myndigheder og retssystemerne behandler sager om voldtægt, hvilket igen resulterer i en udbredt samfundsmæssig følelse af straffrihed for voldtægtsforbrydelser og udgør en alvorlig forringelse af ligestillingen mellem kønnene;

AO.der henviser til, at der er tale om sekundær viktimisering, hvor ofrene påføres yderligere skade, der ikke er et direkte resultat af en voldtægtsforbrydelse, men som følge af institutioners eller personers behandling af dem; der henviser til, at sekundær viktimisering skyldes, at offeret gentagne gange har været udsat for gerningsmandens handlinger ved ufølsom behandling, f.eks. gentagne afhøringer om de samme forhold, ved offerbebrejdende holdninger, upassende sprogbrug eller ufølsomme kommentarer fremsat af dem, der kommer i kontakt med ofre, ved lægebehandling, ved retssager, herunder sagernes varighed, og andre institutionelle processer; der henviser til, at sekundær viktimisering undergraver ofres rettigheder og adgang til domstolsprøvelse, og at det fastholder deres traumer, herunder ved at forårsage posttraumatisk stresssyndrom, depression og angst, og dermed hindrer deres bedring;

AP.der henviser til, at den traumatiserende karakter af voldtægt og de langsigtede konsekvenser for ofrenes fysiske og psykologiske sundhed, sikkerhed, kropslige integritet, trivsel og sociale samvær kræver en koordineret køns- og traumesensitiv reaktion fra uddannet og specialiseret personale, navnlig hos de retshåndhævende myndigheder og i retsvæsenet for at behandle sager om voldtægt og for at undgå sekundær viktimisering; der henviser til, at uddannelsen af ​​jurister og retshåndhævende myndigheders personale fortsat er uensartet og utilstrækkelig i nogle medlemsstater; der henviser til, at en effektiv gennemførelse af definitioner af samtykkebaseret voldtægtslovgivning er fuldt ud afhængig af politibetjentes, anklageres og retsmyndigheders evne til at fortolke og anvende disse bestemmelser korrekt og dermed sikre, at der fortsat fokuseres på, at der mangler frit afgivet samtykke, og ikke på beviser for modstand eller fysisk vold; der henviser til, at det styrker skadelige stereotyper om voldtægt at pålægge ofre bevisbyrden for manglende samtykke;

AQ.der henviser til, at fyldestgørende samtykkebaseret seksual- og samlivsundervisning er afgørende for at mindske misinformation og myter om voldtægt og seksualitet ved at håndtere kønsnormer og forebygge alle former for kønsbaseret vold, herunder voldtægt; der henviser til, at det er afgørende for forebyggelsesindsatsen at inddrage mænd og drenge i at fremme ligestilling mellem kønnene, udfordre skadelige kønsstereotyper og usunde og skadelige modeller for maskulinitet og sætte spørgsmålstegn ved berettigelsesbaserede synspunkter om sex; der henviser til, at et skift til en samtykkebaseret kultur er afgørende for at sikre et miljø med gensidig respekt og sikkerhed baseret på sund social interaktion; der henviser til, at kønssensitiv, omfattende og alderssvarende seksual-, samtykke- og samlivsundervisning er et afgørende redskab til at forebygge voldtægt, seksuel vold og tackle de grundlæggende årsager;

AR.der henviser til, at mål nr. 5 for bæredygtig udvikling i FN's 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling opfordrer til at opnå ligestilling mellem kønnene og at styrke alle kvinder og pigers indflydelse, og at mål nr. 16 opfordrer til at fremme fredelige og inkluderende samfund, adgang til domstolsprøvelse samt effektive og ansvarlige institutioner;

AS.der henviser til FN's 2030-dagsorden for bæredygtig udvikling og princippet om "ikke at lade nogen i stikken", og navnlig til verdensmål 3, 4, 5, 10 og 16, som opfordrer til afskaffelse af seksuel vold, opnåelse af kønsligestilling, adgang til domstolsprøvelse, inkluderende undervisning og respekt samt beskyttelse af alles fysiske og mentale integritet;

AT.der henviser til, at medlemsstaternes mangler ved håndteringen af strukturelle og normative faktorer, der resulterer i straffrihed for gerningsmænd, udfordres af demonstrationer, protester og civilsamfundsbevægelser såsom #MeToo-bevægelsen, der bryder tavsheden om voldtægt og har været drivkraften bag lovændringer i nogle medlemsstater; der henviser til, at sager, der har udløst omfattende protester, omfatter sagen om "Wolf Pack" i Spanien og sagen om Gisèle Pelicot i Frankrig, som fremhæver utilstrækkeligheden af definitioner af voldtægt, der er baseret på magt og ikke centreret om samtykke;