VEDTAGET DENNE FORORDNING:Kapitel IALMINDELIGE BESTEMMELSER

Artikel 1Genstand1.Ved denne forordning indføres der et fælles system for effektiv tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold på medlemsstaternes område i overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder, der ▌ anerkendes i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder ("chartret") og de generelle principper i EU-retten samt gældende ▌ internationale forpligtelser, ▌ herunder vedrørende menneskerettigheder.2.Formålet med forordningen er at sætte medlemsstaterne i stand til at træffe alle nødvendige foranstaltninger til at sikre effektive tilbagesendelser ▌under hensyntagen til den samlede tilgang som fastsat i artikel 3, artikel 4, litra h), og artikel 5, litra e), i forordning (EU) 2024/1351.

Artikel 2Anvendelsesområde1.Denne forordning finder anvendelse på tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold på medlemsstaternes område.2.Den finder ikke anvendelse på personer, der har ret til fri bevægelighed i henhold til EU-retten som defineret i artikel 2, nr. 5), i forordning (EU) 2016/399.3. Denne forordning berører ikke bestemmelserne i forordning (EU) 2024/1351, 2024/1348 og 2024/1349.4. Med forbehold af denne artikels stk. 5 finder denne forordning ikke anvendelse på tredjelandsstatsborgere, der:a) er nægtet indrejse ved de ydre grænser i henhold til artikel 14 i forordning (EU) 2016/399 Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/399 af 9. marts 2016 om en EU-kodeks for personers grænsepassage (Schengengrænsekodeks) (kodifikation) (EUT L 77 af 23.3.2016, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2016/399/oj). eller i overensstemmelse med tilsvarende national ret for de medlemsstater, der ikke er bundet af nævnte forordningb) pågribes eller standses af de kompetente myndigheder i forbindelse med ulovlig passage af en medlemsstats ydre grænse ad land-, sø- eller luftvejen, og som ikke efterfølgende har opnået tilladelse eller ret til ophold i den pågældende medlemsstatc) er genstand for tilbagesendelse som en strafferetlig sanktion eller som følge af en strafferetlig sanktion i henhold til national retd) er genstand for en udleveringsprocedure.5. En medlemsstat kan beslutte at anvende denne forordning på en eller flere af de kategorier af tredjelandsstatsborgere, der er omhandlet i stk. 4, litra a)-c). I sådanne tilfælde finder denne forordning anvendelse på disse kategorier af tredjelandsstatsborgere fra den dato, hvor medlemsstaten underretter de øvrige medlemsstater og Kommissionen om sin afgørelse.6. Når en medlemsstat beslutter at anvende denne forordning på tredjelandsstatsborgere, der er genstand for tilbagesendelse som en strafferetlig sanktion, finder artikel 7, 9 og 10 ikke anvendelse.7. For så vidt angår tredjelandsstatsborgere, der er udelukket fra denne forordnings anvendelsesområde i overensstemmelse med stk. 4, litra a) og b), sikrer medlemsstaterne, at deres behandling og beskyttelsesniveau ikke er mindre gunstigt end som fastsat i artikel 12, stk. 4 og 5, artikel 14, stk. 2, og artikel 14, stk. 6, litra c) og e), artikel 34, stk. 1-6, artikel 35 og overholder princippet om non-refoulement.▌2b. Denne forordning finder anvendelse, uden at det berører medlemsstaternes nationale strafferet, navnlig bestemmelser om strafferetlige sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning, herunder fængselsstraf, i forbindelse med ulovligt ophold, forudsat at strafferetsplejen og anvendelsen af sådanne sanktioner ikke bringer gennemførelsen af effektive tilbagesendelser i fare.▌

Artikel 4DefinitionerI denne forordning forstås ved:1)"tredjelandsstatsborger": en person, der ikke er unionsborger i betydningen i artikel 20 i traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde, og som i henhold til EU-retten ikke har ret til fri bevægelighed som defineret i artikel 2, nr. 5), i forordning (EU) 2016/3992)"ulovligt ophold": tilstedeværelsen på en medlemsstats område af en tredjelandsstatsborger, som ikke opfylder eller ikke længere opfylder de betingelser for indrejse, der er fastsat i artikel 6 i forordning (EU) 2016/399 eller tilsvarende betingelser for indrejse, ophold eller bopæl i overensstemmelse med national ret for de medlemsstater, der ikke er bundet af nævnte forordning, men som deltager i nærværende forordning3)"tilbagesendelsesland":a)et tredjeland, der er tredjelandsstatsborgerens oprindelseslandb)et tredjeland, der er tredjelandsstatsborgerens formelle sædvanlige opholdsstedc)et transittredjeland på vej til Unionen i overensstemmelse med Unionens eller medlemsstaternes tilbagetagelsesaftaler eller -ordningerd)et andet tredjeland end det, der er omhandlet i litra a) og b), hvor tredjelandsstatsborgeren har ret til indrejse og opholde)et sikkert tredjeland, hvor en tredjelandsstatsborgers ansøgning om international beskyttelse er blevet afvist som uantagelig som omhandlet i artikel 59, stk. 8, i forordning (EU) 2024/1348 eller, for så vidt angår de medlemsstater, der ikke er bundet af nævnte forordning, i overensstemmelse med tilsvarende bestemmelser, som de måtte have indført i deres nationale ret f)det første asylland, hvor en tredjelandsstatsborgers ansøgning om international beskyttelse er blevet afvist som uantagelig som omhandlet i artikel 58, stk. 4, i forordning (EU) 2024/1348 eller, for så vidt angår de medlemsstater, der ikke er bundet af nævnte forordning, i overensstemmelse med tilsvarende bestemmelser, som de måtte have indført i deres nationale ret g)et andet tredjeland end det, der er omhandlet i litra a), b) og d), med hvilket der er indgået en aftale eller ordning, på grundlag af hvilken tredjelandsstatsborgeren accepteres, jf. denne forordnings artikel 174)"afgørelse om tilbagesendelse": en administrativ eller retslig afgørelse eller retsakt, hvorved det fastslås eller erklæres, at en tredjelandsstatsborgers ophold er ulovligt, og som pålægger eller fastslår en forpligtelse for den pågældende til at forlade medlemsstaternes område4a) "tilbagesendelse": de handlinger, hvorved en tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold:a) frivilligt vender tilbage, jf. nr. 6), eller b) af de kompetente myndigheder udsendes ud af medlemsstaterne og til et af de tilbagesendelseslande, der er defineret i afgørelsen om udsendelse eller, hvor det er relevant, i afgørelsen om tilbagesendelse4b) "afgørelse om udsendelse": en administrativ eller retslig afgørelse eller retsakt, hvorved det fastslås eller erklæres, at tredjelandsstatsborgeren kan udsendes til et eller flere tilbagesendelseslande, jf. nr. 3)5)"udsendelse": fuldbyrdelse af de kompetente myndigheders afgørelse om tilbagesendelse eller afgørelse om udsendelse ved ▌ fysisk transport ud af medlemsstaterne ▌til tilbagesendelseslandet6)"frivillig tilbagevenden": når en tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold foretager en udrejse af medlemsstaternes område på egen hånd, med eller uden bistand, og uden at der er tale om udsendelse, og derved opfylder forpligtelsen til at forlade området inden for eller efter udløbet af den frist for frivillig udrejse, der er fastsat i afgørelsen om tilbagesendelse7)"forsvinden": den handling, hvorved en tredjelandsstatsborger ikke forbliver til rådighed for de kompetente administrative eller retslige myndigheder ▌8)"indrejseforbud": en administrativ eller retslig afgørelse eller retsakt, hvorved indrejse i og ophold på en medlemsstats område ▌forbydes▌11)"tilbagesendelsesoperation": en operation, der tilrettelægges eller koordineres af en kompetent myndighed eller støttes af Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning ("Frontex"), hvorved tredjelandsstatsborgere fra en eller flere medlemsstater tilbagesendes.▌

Artikel 5Grundlæggende rettighederVed anvendelsen af denne forordning handler medlemsstaterne i fuld overensstemmelse med den relevante EU-ret, herunder chartret, med de relevante dele af folkeretten, med forpligtelserne vedrørende adgang til international beskyttelse, ▌ med princippet om non-refoulement og med de grundlæggende rettigheder.

Kapitel IITILBAGESENDELSESPROCEDURE▌Afdeling 2Tilbagesendelsesprocedure

Artikel 7▌Afgørelse om tilbagesendelse1.De kompetente myndigheder i den medlemsstat, som fastslår eller pålægger en forpligtelse til at forlade medlemsstaternes område, træffer afgørelse om tilbagesendelse af enhver tredjelandsstatsborger, der opholder sig ulovligt på deres område ▌.1a. Afgørelser om tilbagesendelse skal:a) angive en udrejsefrist, som ikke må overstige 30 dage, inden udløbet af hvilken tredjelandsstatsborgeren senest skal forlade medlemsstaternes område, eller b) angive, at tredjelandsstatsborgeren straks skal forlade medlemsstaternes område. Den i litra a) omhandlede udrejsefrist kan afkortes og præciseres yderligere i national ret.Medlemsstaterne kan i deres nationale ret fastlægge, hvornår en tredjelandsstatsborger indrømmes en frist for frivillig udrejse eller pålægges at forlade medlemsstaten med det samme.1b. De kompetente myndigheder kan fastsætte en udrejsefrist i henhold til stk. 1a, der overstiger 30 dage, under behørig hensyntagen til de særlige omstændigheder i den enkelte sag.1c. De kompetente myndigheder kan forlænge udrejsefristen i henhold til stk. 1a under behørig hensyntagen til de særlige omstændigheder i den enkelte sag, navnlig deltagelse i et program til støtte for tilbagevenden og reintegration i henhold til artikel 46, stk. 3, og overholdelse af forpligtelsen til at samarbejde som fastsat i artikel 21. 1d. De kompetente myndigheder kan afkorte udrejsefristen i henhold til stk. 1a i tilfælde af manglende overholdelse af forpligtelsen til at samarbejde som fastsat i artikel 21.1e. Udrejseperioden regnes fra en dato som fastsat i henhold til national ret. 2.Afgørelsen om tilbagesendelse skal meddeles skriftligt og indeholde en faktisk og retlig begrundelse. Tredjelandsstatsborgeren underrettes om tilgængelige retsmidler og frister for at anvende disse retsmidler. Tredjelandsstatsborgeren underrettes hurtigst muligt om afgørelsen om tilbagesendelse i overensstemmelse med national ret i den pågældende medlemsstat. Hvis tredjelandsstatsborgerens opholdssted er ukendt, meddeles afgørelsen om tilbagesendelse i overensstemmelse med national ret.3.De kompetente myndigheder kan beslutte ikke at fremlægge oplysninger om de faktiske årsager eller kan beslutte at begrænse disse oplysninger, hvis det i national ret fastsættes, at retten til information skal begrænses, eller hvis det er nødvendigt af hensyn til den offentlige orden, den offentlige sikkerhed eller den nationale sikkerhed og for at forebygge, efterforske, opdage og retsforfølge lovovertrædelser. Med henblik på tredjelandsstatsborgeres adgang til effektive retsmidler underrettes disse i sådanne tilfælde om det væsentligste indhold af begrundelsen for afgørelsen om tilbagesendelse. Forpligtelsen til at underrette tredjelandsstatsborgeren om det væsentligste indhold af begrundelsen omfatter ikke en forpligtelse til at videregive klassificerede informationer.4.Tilbagesendelseslandet eller -landene kan fastslås i afgørelsen om tilbagesendelse eller i henhold til artikel 12, stk. 2a, forud for gennemførelsen af udsendelsen. Hvis tredjelandsstatsborgeren beslutter at vende frivilligt tilbage til et andet tilbagesendelsesland end det land eller de lande, der er angivet i afgørelsen om tilbagesendelse, er udstedelse af en ny afgørelse, hvori tilbagesendelseslandet fastslås, ikke påkrævet.4b. De kompetente myndigheder er ikke afskåret fra at træffe en afgørelse om tilbagesendelse, hvis udsendelsen hindres. Hvis tilbagesendelseslandet er blevet fastlagt i afgørelsen om tilbagesendelse, og der er konstateret en risiko for refoulement, skal udsendelsen til det pågældende tilbagesendelsesland udsættes i overensstemmelse med artikel 14, stk. 1, litra a).5.Medlemsstaterne tilvejebringer efter anmodning en skriftlig eller mundtlig oversættelse af de vigtigste elementer i afgørelsen om tilbagesendelse ▌, herunder oplysninger om tilgængelige retsmidler på et sprog, som tredjelandsstatsborgeren forstår eller med rimelighed kan formodes at forstå. Med henblik herpå kan de kompetente myndigheder, hvor det er relevant, anvende standardiserede oversættelsesskabeloner eller maskinassisterede eller maskingenererede oversættelsesværktøjer.6.En afgørelse om tilbagesendelse ▌ træffes i den samme retsakt eller i en særskilt retsakt samtidig og sammen med afgørelsen om at bringe en tredjelandsstatsborgers lovlige ophold til ophør uden unødigt ophold derefter, og uden at dette berører de proceduremæssige garantier, der er fastsat i kapitel IV og andre relevante bestemmelser i EU-retten og folkeretten.7.Når der træffes afgørelse om tilbagesendelse, anvender medlemsstaterne den formular ("den europæiske tilbagesendelsesordre"), der indføres i henhold til stk. 8. Formularen skal indeholde de vigtigste elementer i afgørelsen om tilbagesendelse og, hvor det er relevant, afgørelsen om udsendelse, og gøres tilgængelig via Schengeninformationssystemet i overensstemmelse med forordning (EU) 2018/1860 ▌.8.Senest seks måneder efter denne forordnings ikrafttræden vedtager Kommissionen en gennemførelsesretsakt om den europæiske tilbagesendelsesordre, der er omhandlet i stk. 7. Gennemførelsesretsakten vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 49, stk. 2.9.Senest ved vedtagelsen af den gennemførelsesretsakt, der er omhandlet i stk. 8, begynder medlemsstaterne og Kommissionen og relevante EU-agenturer såsom eu-LISA at indføre de nødvendige henholdsvis retlige og tekniske ordninger for at gøre den europæiske tilbagesendelsesordre tilgængelig gennem Schengeninformationssystemet med henblik på at opfylde forpligtelsen i stk. 7. Kommissionen og relevante EU-agenturer såsom eu-LISA støtter medlemsstaterne, hvis det er relevant.9a. Senest på den anvendelsesdato, der er omhandlet i denne forordnings artikel 52, stk. 3, gennemfører Kommissionen og relevante EU-agenturer såsom eu-LISA foranstaltninger for at sikre muligheden for automatisk behandling af den europæiske tilbagesendelsesordre med henblik på at gøre anvendelsen af artikel 9 mere effektiv.9b. Medlemsstaterne underretter Kommissionen om de nødvendige retlige og tekniske ordninger, der er indført for at opfylde forpligtelsen i stk. 7, senest på anvendelsesdatoen, jf. denne forordnings artikel 52, stk. 3.▌

Artikel 8Undtagelser fra forpligtelsen til at træffe en afgørelse om tilbagesendelse1.Medlemsstaternes kompetente myndigheder kan beslutte ikke at træffe afgørelse om tilbagesendelse i et af følgende tilfælde, hvor tredjelandsstatsborgeren:a)overføres til en anden medlemsstat efter proceduren i artikel 23a i forordning (EU) 2016/399b)overføres til en anden medlemsstat i henhold til bilaterale aftaler eller ordninger eller på grundlag af samarbejde mellem medlemsstaterne i overensstemmelse med artikel 44c)er en person, hvis ulovlige ophold opdages i forbindelse med grænsekontrol ved udrejse ved den ydre grænse i overensstemmelse med artikel 8 i forordning (EU) 2016/399 eller tilsvarende kontrol i overensstemmelse med national ret for medlemsstater, der ikke er bundet af nævnte forordning, idet det så vidt muligt undgås at udsætte den pågældende tredjelandsstatsborgers udrejse.2.Der træffes ikke afgørelse om tilbagesendelse i tilfælde, hvor tredjelandsstatsborgeren er i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse, et visum til længerevarende ophold eller en anden tilladelse, der giver ret til ophold, udstedt af en anden medlemsstat ▌.3.I de tilfælde, der er omhandlet i stk. 2, kræver medlemsstaten, at tredjelandsstatsborgeren straks rejser til denne anden medlemsstats område. Hvis tredjelandsstatsborgeren ikke efterkommer dette krav, eller hvis tredjelandsstatsborgerens øjeblikkelige udrejse er nødvendig af hensyn til den offentlige orden, den offentlige sikkerhed eller den nationale sikkerhed, kan medlemsstaterne anmode om samarbejde fra de øvrige medlemsstater i henhold til artikel 44 eller træffe en afgørelse om tilbagesendelse i overensstemmelse med artikel 7.4.Der træffes ikke afgørelse om tilbagesendelse i tilfælde, hvor ▌ proceduren ▌ i artikel 9 finder anvendelse.

Artikel 9Anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om tilbagesendelse truffet af en anden medlemsstat1.Den medlemsstat, hvor tredjelandsstatsborgeren opholder sig ulovligt ("fuldbyrdende medlemsstat"), kan anerkende og fuldbyrde en eksigibel afgørelse om tilbagesendelse og, hvor det er relevant, en afgørelse om udsendelse, som en anden medlemsstat ("udstedende medlemsstat") har truffet over for den pågældende tredjelandsstatsborger i henhold til artikel 7, stk. 1, og artikel 12, stk. 2. Fuldbyrdelsen baseres på de oplysninger, der er tilgængelige i den europæiske tilbagesendelsesordre, jf. artikel 7, stk. 7, og sker i overensstemmelse med nationale regler og procedurer i henhold til artikel 12.2.▌ Medlemsstaterne er ikke forpligtet til at vedtage administrative afgørelser eller retsakter med henblik på anerkendelse. Anerkendelsen behøver ikke tage form af en administrativ procedure ▌.▌5.Hvis en medlemsstat ikke anerkender eller fuldbyrder en afgørelse om tilbagesendelse eller en afgørelse om udsendelse i henhold til stk. 1, ▌ træffer den pågældende medlemsstat en afgørelse om tilbagesendelse på de betingelser, der er fastsat i artikel 7, eller en afgørelse om udsendelse i henhold til artikel 12, stk. 2.6.Hvis en medlemsstat anerkender eller fuldbyrder en afgørelse om tilbagesendelse eller en afgørelse om udsendelse i henhold til stk. 1, suspenderer den udsendelsen, hvis virkningerne af afgørelsen om tilbagesendelse eller afgørelsen om udsendelse suspenderes i den udstedende medlemsstat, og kan træffe en afgørelse om tilbagesendelse på de betingelser, der er fastsat i artikel 7.7.Hvis den udstedende medlemsstat suspenderer eller trækker afgørelsen om tilbagesendelse tilbage, eller hvis en administrativ myndighed eller ret eller et domstolslignende organ annullerer afgørelsen om tilbagesendelse, træffer den fuldbyrdende medlemsstat en afgørelse om tilbagesendelse på de betingelser, der er fastsat i artikel 7.8.Den udstedende medlemsstat giver efter anmodning den fuldbyrdende medlemsstat alle tilgængelige data og dokumenter, der er nødvendige med henblik på ▌ tilbagesendelse eller udsendelse, i overensstemmelse med forordning (EU) 2018/1860 ▌.▌9a. Anvendelsen af artikel 9 berører ikke anvendelsen af undtagelserne i artikel 8.11. Medlemsstaterne begynder ved vedtagelsen af den gennemførelsesretsakt, der er omhandlet i artikel 7, stk. 8, at indføre forberedende skridt, der kan lette anerkendelsen af afgørelser om tilbagesendelse eller afgørelser om udsendelse, der er truffet af en anden medlemsstat, herunder, hvor det er relevant, retlige og tekniske ordninger i deres nationale systemer, ændringer af nationale IT-systemer, relevant uddannelse og pilotprojektaktiviteter.12. Senest to år efter den anvendelsesdato, der er omhandlet i denne forordnings artikel 52, stk. 3, vurderer Kommissionen gennemførelsen af gensidig anerkendelse i medfør af denne artikels stk. 1, navnlig for så vidt angår:a) om de retlige og tekniske ordninger, der gør den europæiske tilbagesendelsesordre tilgængelig gennem Schengeninformationssystemet i henhold til artikel 7, stk. 7, er indført af medlemsstaterne og er effektiveb) om de retlige og tekniske ordninger til at sikre automatisk behandling af den europæiske tilbagesendelsesordre i henhold til artikel 7, stk. 9, er indført af medlemsstaternec) effektiviteten af anerkendelsen og fuldbyrdelsen af afgørelser om tilbagesendelse og afgørelser om udsendelsed) byrden på de retslige og administrative nationale systemer som følge heraf oge) resultaterne af relevante uddannelses- og pilotprojektaktiviteter.13. På grundlag af den vurdering, der er omhandlet i stk. 12, forelægger Kommissionen, hvis det er relevant, lovgivningsforslag, herunder eventuelle målrettede ændringer for at sikre effektiv tilbagesendelse, med henblik på at indføre obligatorisk anerkendelse og fuldbyrdelse af eksigible afgørelser om tilbagesendelse og afgørelser om udsendelse, der er truffet af en anden medlemsstat. Hvis Kommissionen ikke forelægger et forslag, redegør den for begrundelsen herfor.

Afdeling 3Indrejseforbud

Artikel 10Udstedelse af et indrejseforbud1.Afgørelser om tilbagesendelse skal ledsages af et indrejseforbud, når:a)tredjelandsstatsborgeren er genstand for udsendelse i overensstemmelse med artikel 12b)forpligtelsen til at forlade medlemsstaternes område ikke er opfyldt inden for de frister, der er fastsat i henhold til artikel 7, stk. 1a-1cc)tredjelandsstatsborgeren udgør en sikkerhedsrisiko, jf. artikel 16.2.I andre tilfælde end dem, der er nævnt i stk. 1, kan de kompetente myndigheder knytte en afgørelse om tilbagesendelse eller en afgørelse om udsendelse til et indrejseforbud under hensyntagen til de relevante omstændigheder, navnlig i hvor høj grad tredjelandsstatsborgeren samarbejder.3.Indrejseforbuddet udstedes skriftligt som en del af afgørelsen om tilbagesendelse eller som en del af afgørelsen om udsendelse eller særskilt. Indrejseforbuddet meddeles tredjelandsstatsborgeren på et sprog, som tredjelandsstatsborgeren forstår eller med rimelighed kan formodes at forstå. Med henblik herpå kan de kompetente myndigheder, hvor det er relevant, anvende standardiserede oversættelsesskabeloner eller maskinassisterede eller maskingenererede oversættelsesværktøjer. 4.De kompetente myndigheder kan uden at træffe en afgørelse om tilbagesendelse udstede et indrejseforbud til en tredjelandsstatsborger, der har opholdt sig ulovligt på medlemsstaternes område, og hvis ulovlige ophold opdages i forbindelse med grænsekontrol, der foretages ved udrejse i overensstemmelse med artikel 8 i forordning (EU) 2016/399, eller tilsvarende kontrol i overensstemmelse med national ret for medlemsstater, der ikke er bundet af nævnte forordning. Indrejseforbuddet kan i disse tilfælde pålægges og meddeles, efter tredjelandsstatsborgeren har forladt medlemsstatens område, idet det så vidt muligt undgås at udsætte den pågældende tredjelandsstatsborgers udrejse.4a. Hvis en tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold forlader medlemsstaternes område, inden der er truffet en afgørelse om tilbagesendelse, kan de kompetente myndigheder udstede et indrejseforbud uden at træffe en afgørelse om tilbagesendelse.4b. Hvis grundene til at udstede et indrejseforbud er opstået, efter at der er truffet en afgørelse om tilbagesendelse, kan de kompetente myndigheder pålægge et indrejseforbud uden at træffe en ny afgørelse om tilbagesendelse.5.De kompetente myndigheder kan undlade at udstede et indrejseforbud i individuelle tilfælde af humanitære årsager, hvis tredjelandsstatsborgeren er offer for menneskehandel, eller hvis tredjelandsstatsborgeren samarbejder behørigt med de kompetente myndigheder, herunder ved at tilmelde sig et tilbagesendelses- og reintegrationsprogram.6.Varigheden af indrejseforbuddet fastsættes under behørig hensyntagen til alle relevante omstændigheder i den enkelte sag til højst ti år. Uden at det berører artikel 16, stk. 3, litra a), kan der af behørigt begrundet årsag udstedes et indrejseforbud på højst 20 år, når det anses for nødvendigt for at forhindre tredjelandsstatsborgeren i at indrejse på medlemsstaternes område. ▌8.Indrejseforbuddet løber fra den dato, hvor tredjelandsstatsborgeren har forladt medlemsstaternes område.

Artikel 11Ophævelse, suspension eller afkortning af varigheden af et indrejseforbud1.Et indrejseforbud kan ophæves, suspenderes eller afkortes af den udstedende medlemsstat, hvis tredjelandsstatsborgeren påviser, at vedkommende frivilligt er vendt tilbage, jf. dog stk. 2 og 3.▌2.Den kompetente myndighed kan, hvis den finder det hensigtsmæssigt, ophæve, suspendere eller afkorte varigheden af et indrejseforbud ▌ i begrundede individuelle tilfælde, herunder af humanitære årsager, under hensyntagen til alle relevante omstændigheder, jf. dog stk. 3. 3.En tredjelandsstatsborger kan indgive en velbegrundet anmodning om ophævelse, suspension eller afkortning af varigheden af et indrejseforbud, forudsat at tredjelandsstatsborgeren er udrejst fra området, jf. dog stk. 4.4. En tredjelandsstatsborger, der har fået udstedt et indrejseforbud på over ti år i overensstemmelse med artikel 10, stk. 6, eller artikel 16, stk. 3, litra a), kan ti år efter sin udrejse fra medlemsstaterne anmode den udstedende medlemsstat om at tage op til fornyet overvejelse, om indrejseforbuddet skal ophæves, suspenderes eller afkortes under behørig hensyntagen til alle relevante omstændigheder, herunder, hvor det er relevant, om tredjelandsstatsborgeren fortsat udgør en sikkerhedsrisiko i henhold til artikel 16, og om indrejseforbuddet fortsat er nødvendigt for fortsat at forhindre den pågældende tredjelandsstatsborger i at indrejse på medlemsstaternes område. Anmodningen om fornyet overvejelse skal være velbegrundet.4a. Medlemsstaterne kan gøre ophævelsen af et indrejseforbud betinget af, at omkostningerne ved udsendelsen af tredjelandsstatsborgeren godtgøres.

Afdeling 4Fuldbyrdelse af afgørelser om tilbagesendelse

Artikel 12Udsendelse1.Medlemsstaterne træffer alle de nødvendige foranstaltninger til at udsende tredjelandsstatsborgeren, ▌ hvis:-a) tredjelandsstatsborgeren ikke har opfyldt forpligtelsen til at forlade området i overensstemmelse med artikel 7a)tredjelandsstatsborgeren ikke samarbejder med myndighederne ▌▌c)tredjelandsstatsborgeren er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 16d)tredjelandsstatsborgeren er taget til en anden medlemsstat uden tilladelse, herunder i den periode, der er fastsat i overensstemmelse med artikel 7a) de kompetente myndigheder finder, at udsendelse er nødvendig og forholdsmæssig i henhold til national ret af andre årsager end dem, der er nævnt i litra a)-d)1a. Intet i denne forordning er til hinder for, at medlemsstaterne tillader eller faciliterer en frivillig tilbagevenden for en tredjelandsstatsborger, som på anden måde er genstand for udsendelse i henhold til stk. 1, navnlig hvis det anses for at føre til en hurtigere og mere effektiv tilbagesendelse.2.En afgørelse om udsendelse kan træffes af de kompetente myndigheder over for enhver tredjelandsstatsborger, der er genstand for tilbagesendelse. Hvis der træffes en afgørelse om udsendelse, skal den være skriftlig og kan indgå i den samme afgørelse som afgørelsen om tilbagesendelse eller som en særskilt administrativ eller retslig afgørelse eller retsakt eller som en del af en anden administrativ eller retslig afgørelse. 2a. Hvis der endnu ikke er fastlagt et tilbagesendelsesland, eller hvis det adskiller sig fra det tidligere fastlagte land, fastlægger den kompetente myndighed et eller flere tilbagesendelseslande som omhandlet i artikel 4, stk. 3, i afgørelsen om tilbagesendelse eller afgørelsen om udsendelse, inden udsendelsen gennemføres.2b. Når der træffes en afgørelse om udsendelse, skal den indeholde faktiske og retlige grunde. Tredjelandsstatsborgeren underrettes om tilgængelige retsmidler og frister for at anvende disse retsmidler. Afgørelsen om udsendelse meddeles tredjelandsstatsborgeren hurtigst muligt i overensstemmelse med den pågældende medlemsstats nationale ret.2c. Når der træffes en afgørelse om udsendelse, får tredjelandsstatsborgeren efter anmodning en skriftlig eller mundtlig oversættelse af de vigtigste elementer i afgørelsen om udsendelse, herunder oplysninger om tilgængelige retsmidler på et sprog, som tredjelandsstatsborgeren forstår eller med rimelighed kan formodes at forstå. Med henblik herpå kan de kompetente myndigheder, hvor det er relevant, anvende standardiserede oversættelsesskabeloner eller maskinassisterede eller maskingenererede oversættelsesværktøjer.3.Hvis tredjelandsstatsborgeren angiver, eller hvis medlemsstatens myndigheder får kendskab til, relevante indikationer på, at udsendelsen vil være i strid med non-refoulement-princippet, henviser de kompetente myndigheder tredjelandsstatsborgeren til den relevante procedure, herunder, hvor det er relevant, asylproceduren i overensstemmelse med forordning 2024/1348, eller vurderer i overensstemmelse med national ret, hvorvidt udsendelsen er i overensstemmelse med non-refoulement-princippet ▌. Den pågældende tredjelandsstatsborger fremlægger hurtigst muligt alle relevante oplysninger vedrørende sine personlige forhold for at underbygge sin påstand om, at udsendelsen ville være i strid med princippet om non-refoulement. De kompetente myndigheder kan basere sig på eller tage hensyn til enhver tidligere vurdering af risikoen for refoulement. Enhver yderligere vurdering af, om der er risiko for refoulement, må kun foretages, hvis nye, relevante oplysninger er blevet underbygget. 3a. Medlemsstaterne kan beslutte, at princippet om non-refoulement kan vurderes af en anden myndighed end den kompetente myndighed, der udsteder eller håndhæver afgørelsen om tilbagesendelse.4.Tvangsforanstaltninger, der træffes for at sikre udsendelse, skal være nødvendige og forholdsmæssige og må under ingen omstændigheder overstige tærsklen for rimelig magtanvendelse. De skal gennemføres i henhold til national ret under overholdelse af de grundlæggende rettigheder og med behørig respekt for den pågældende tredjelandsstatsborgers værdighed og fysiske integritet.5.Ved gennemførelsen af udsendelser med fly tager medlemsstaterne hensyn til de fælles retningslinjer for sikkerhedsbestemmelser i forbindelse med samlet udsendelse med fly, der er knyttet som bilag til beslutning 2004/573/EFRådets beslutning 2004/573/EF af 29. april 2004 om tilrettelæggelse af samlet udsendelse med fly fra to eller flere medlemsstaters område af tredjelandsstatsborgere, der er omfattet af individuelle afgørelser om udsendelse (EUT L 261 af 6.8.2004, s. 28, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2004/573/oj)..▌▌

Artikel 14Betingelser for udsættelse af udsendelse1.Udsendelse i henhold til artikel 12 skal udsættes i følgende tilfælde:a)hvis det vil være i strid med princippet om non-refoulement, ellerb)hvis og så længe afgørelsen om tilbagesendelse er suspenderet i overensstemmelse med artikel 28.2.Udsendelse i henhold til artikel 12 kan udsættes ▌ under hensyntagen til de særlige omstændigheder i den enkelte sag. Hvis der er risiko for, at den pågældende vil forsvinde, kan der træffes yderligere foranstaltninger i henhold til stk. 7. 3.Hvis tredjelandsstatsborgeren anmoder om udsættelse af udsendelsen, skal anmodningen behørigt begrundes.4.▌ Medlemsstaterne giver den pågældende tredjelandsstatsborger en skriftlig bekræftelse af udsættelsen i overensstemmelse med stk. 1 eller 2 og deres rettigheder under udsættelsen. En oversættelse af bekræftelsen kan meddeles tredjelandsstatsborgeren mundtligt på et sprog, som vedkommende forstår eller med rimelighed formodes at forstå, herunder ved brug af tolketjenester.5.Udsættelsen af udsendelsen ▌skal ▌tages op til revision, i tilfælde af at de relevante omstændigheder ændrer sig.6.Der skal i den periode, hvor udsendelsen er blevet udsat, tages hensyn til følgende vedrørende tredjelandsstatsborgerens situation, herunder tredjelandsstatsborgerens opfyldelse af forpligtelserne i denne forordning:a)basale behovb)familiens enhed med familiemedlemmer, der befinder sig på medlemsstatens områdec)akut lægebehandling og nødvendig behandling af sygdomd)mindreåriges adgang til grunduddannelsessystemet afhængigt af varigheden af deres opholde)sårbare personers særlige behov.7.Hvis udsendelsen udsættes, kan foranstaltningerne i artikel 21-23c og 29 finde anvendelse, hvis betingelserne er opfyldt.

Artikel 15Overvågning af udsendelsen▌ Medlemsstaterne indfører et uafhængigt system til overvågning af tvangsmæssig tilbagesendelse. ▌ Medlemsstaterne kan anvende eksisterende overvågningsmekanismer såsom strukturer og ekspertise, der er oprettet i henhold til forordning (EU) 2024/1356, alt efter hvad der er relevant med henblik på denne artikel. ▌

Artikel 16Tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere, der udgør en sikkerhedsrisiko1.Denne artikel finder anvendelse på tredjelandsstatsborgere, hvis:a)de udgør en trussel mod den offentlige orden, den offentlige sikkerhed eller den nationale sikkerhed, herunder når de er genstand for en indberetning i henhold til artikel 24, stk. 1, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1861Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1861 af 28. november 2018 om oprettelse, drift og brug af Schengeninformationssystemet (SIS) på området ind- og udrejsekontrol, om ændring af konventionen om gennemførelse af Schengenaftalen og om ændring og ophævelse af forordning (EF) nr. 1987/2006 (EUT L 312 af 7.12.2018, s. 14, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2018/1861/oj).b)der er rimelig grund til at antage, at de har begået en alvorlig lovovertrædelse som omhandlet i artikel 2, stk. 2, i Rådets rammeafgørelse 2002/584/JHARådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne – Erklæringer fra en række medlemsstater i forbindelse med rammeafgørelsens vedtagelse (EFT L 190 af 18.7.2002, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_framw/2002/584/oj). eller har begået en lovovertrædelse, der indebærer en straf bestående af frihedsberøvelse på mindst to år i henhold til national ret, eller har begået flere lovovertrædelser, der indebærer en straf bestående af frihedsberøvelse på mindst et år i henhold til domsstatens nationale ret ba) der er rimelig grund til at antage, at personen er involveret i en af de lovovertrædelser, der er omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/541Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/541 af 15. marts 2017 om bekæmpelse af terrorisme og om erstatning af Rådets rammeafgørelse 2002/475/RIA og ændring af Rådets afgørelse 2005/671/RIA (EUT L 88 af 31.3.2017, s. 6, ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/2017/541/oj).c)der er rimelig grund til at antage, at vedkommende har til hensigt at begå en lovovertrædelse som omhandlet i dette stykkes litra b) og ba) på en medlemsstats områdeca) der er rimelig grund til at antage, at de udgør en anden sikkerhedstrussel som identificeret i henhold til national ret.2.Tredjelandsstatsborgere, der er omfattet af denne artikels anvendelsesområde, skal udsendes i overensstemmelse med artikel 12.2a. Stk. 1, litra b), ba) og c), finder anvendelse på tredjelandsstatsborgere, hvis der er rimelig grund til at antage, at de har tilskyndet til eller på anden måde deltaget i at begå de deri omhandlede forbrydelser eller handlinger.2b. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at afgørelser om tilbagesendelse vedrørende tredjelandsstatsborgere, der er omfattet af denne artikels anvendelsesområde, behandles og fuldbyrdes som en prioritet.3.Uanset de relevante bestemmelser i denne forordning kan tredjelandsstatsborgere, der er omfattet af denne artikel, være:a)omfattet af et indrejseforbud udstedt i overensstemmelse med artikel 10, som overstiger den maksimale varighed, der er omhandlet i artikel 10, stk. 6, eller et indrejseforbud på ubestemt tid, hvis det er begrundet og står i et rimeligt forhold til den sikkerhedsrisiko, som tredjelandsstatsborgeren udgør; i så fald gælder artikel 11, stk. 4b)frihedsberøvet i overensstemmelse med artikel 29, stk. 3, litra c)c)frihedsberøvet i fængsler og i videst muligt omfang holdt adskilt fra almindelige indsatted)frihedsberøvet i yderligere perioder, der overstiger den maksimale varighed, der er omhandlet i artikel 32, stk. 3, og som fastsættes af en ret eller et domstolslignende organ under hensyntagen til omstændighederne i den enkelte sag, og som prøves af en ret eller et domstolslignende organ mindst hver tredje måned.4.Når den trussel mod den offentlige orden, mod den offentlige sikkerhed eller mod den nationale sikkerhed, som tredjelandsstatsborgere omhandlet i stk. 1, litra a), udgør, ikke kan afhjælpes effektivt i henhold til denne artikel, kan medlemsstaterne fastsætte andre foranstaltninger i henhold til national ret. Medlemsstaterne sikrer, at foranstaltningen, når den relevante afgørelse træffes, er nødvendig og forholdsmæssig under hensyntagen til alvoren af truslen mod den offentlige sikkerhed eller den fare, som den pågældende person udgør.4a. Medlemsstaterne kan basere sig på en eksisterende grundig sikkerhedsvurdering af alle relevante omstændigheder, som de kompetente myndigheder har foretaget i tidligere faser, herunder i forbindelse med asyl‑, visum‑ og grænsekontrolprocedurer, herunder screeningprocedurer.

Artikel 17Tilbagesendelse til et tredjeland, med hvilket der er indgået en aftale eller ordning1.Tilbagesendelse som omhandlet i artikel 4, stk. 1, nr. 3), litra g), af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold kræver, at der indgås en aftale eller ordning med et tredjeland. En sådan aftale eller ordning kan kun indgås med et tredjeland, der overholder internationale menneskerettighedsstandarder og -principper i overensstemmelse med folkeretten, herunder princippet om non-refoulement.2.En aftale eller ordning i henhold til stk. 1 skal indeholde følgende:a)de procedurer, der skal gælde for tilbagesendelsen af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold fra medlemsstaterne til det i stk. 1 omhandlede tredjelandb)betingelserne for tredjelandsstatsborgerens ophold i tredjelandet, jf. stk. 1, herunder de respektive forpligtelser og ansvarsområder for parterne i aftalen eller ordningen▌d)tredjelandets forpligtelser som omhandlet i stk. 1, andet punktum▌f)de konsekvenser, der skal drages i tilfælde af overtrædelser af aftalen eller ordningen eller en væsentlig ændring, der har en negativ indvirkning på tredjelandets situation.2a. Hvis en aftale eller ordning i henhold til stk. 1 indeholder bestemmelser om den videre tilbagesendelse til et tilbagesendelsesland som omhandlet i artikel 4, stk. 3, litra a)-d), skal aftalen eller ordningen ud over stk. 2 fastsætte følgende:a) konsekvenserne, hvis videre tilbagesendelse ikke er muligb) de respektive forpligtelser og ansvarsområder for parterne i aftalen eller ordningenc) de konsekvenser, der skal drages i tilfælde af en væsentlig ændring, der har en negativ indvirkning på det i stk. 1 omhandlede tredjelands situationd) et uafhængigt organ eller en uafhængig mekanisme til at overvåge den effektive anvendelse af aftalen eller ordningen.Aftalen eller ordningen i henhold til første afsnit kan omfatte betingelserne for frihedsberøvelse i det i stk. 1 omhandlede tredjeland.3.Medlemsstaterne underretter på et passende tidspunkt de relevante medlemsstater om de i stk. 1 omhandlede forhandlinger om en aftale eller ordning med et tredjeland, der har en fælles grænse med disse medlemsstater. Medlemsstaterne underretter Kommissionen og de øvrige medlemsstater om eventuelle bilaterale eller multilaterale aftaler eller ordninger, der er indgået i overensstemmelse med stk. 1, inden de træder i kraft, eller, hvis en aftale eller ordning skal anvendes midlertidigt, inden påbegyndelsen af den midlertidige anvendelse heraf. Kommissionen og de øvrige medlemsstater underrettes også om eventuelle efterfølgende ændringer eller ophør af sådanne aftaler eller ordninger.4.Uledsagede mindreårige ▌ sendes ikke tilbage til et tredjeland som omhandlet i stk. 1.

Afdeling 5Tilbagesendelse af mindreårige

Artikel 18Barnets tarvBarnets tarv skal være det primære hensyn ved anvendelsen af bestemmelserne i denne forordning.

Artikel 19Aldersvurdering af mindreårige1. Hvis der som følge af en tredjelandsstatsborgers udsagn, tilgængelig dokumentation eller andre relevante indikationer hersker tvivl om, hvorvidt vedkommende er mindreårig, kan den kompetente myndighed foretage en aldersvurdering i overensstemmelse med national ret eller EU-retten. En sådan vurdering kan anvende artikel 25 i forordning (EU) 2024/1348 ▌.2. Den kompetente myndighed kan basere sig på en eksisterende aldersvurdering, der er foretaget i tidligere faser af tilbagesendelsesproceduren eller i andre relevante procedurer.3. En medlemsstat kan anerkende resultater fra en anden medlemsstats aldersvurdering, når aldersvurderingen blev foretaget i overensstemmelse med EU-retten.6. Et afslag på at lade sig underkaste en aldersvurdering, herunder en lægeundersøgelse, er ikke til hinder for, at den besluttende myndighed kan fortsætte tilbagesendelsesproceduren. Et sådant afslag må kun betragtes som en afkræftelig formodning om, at ansøgeren ikke er mindreårig.

Artikel 20Tilbagesendelse af uledsagede mindreårige1.▌Der ydes i overensstemmelse med barnets tarv bistand fra relevante organer, som ikke er de myndigheder, der er ansvarlige for den tvangsmæssige tilbagesendelse.2.Der udpeges en repræsentant eller en person, der er udpeget til at varetage barnets tarv, til, alt efter hvad der er relevant, at repræsentere, bistå eller handle på vegne af en uledsaget mindreårig i forbindelse med tilbagesendelsesprocessen. Det sikres, at den udpegede repræsentant er behørigt uddannet i børnevenlig og alderssvarende kommunikation, og at vedkommende kan kommunikere, herunder ved brug af tolketjenester, på et sprog, som den mindreårige forstår eller med rimelighed kan formodes at forstå. Denne person kan være den person, der er udpeget til midlertidigt at fungere som repræsentant i medfør af direktiv (EU) 2024/1346Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2024/1346 af 14. maj 2024 om fastlæggelse af standarder for modtagelse af ansøgere om international beskyttelse (EUT L, 2024/1346, 22.5.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/2024/1346/oj)., hvis personen er blevet udpeget i overensstemmelse med nævnte direktivs artikel 27.3.Den uledsagede mindreårige høres enten direkte eller gennem den i stk. 2 omhandlede repræsentant eller ▌ person, herunder i forbindelse med fastlæggelse af, hvad der er barnets tarv. Senest inden en uledsaget mindreårig udsendes fra en medlemsstats område, sikrer myndighederne i den pågældende medlemsstat, at vedkommende sendes tilbage til et familiemedlem, til en udpeget værge eller til passende modtagelsesfaciliteter i tilbagesendelseslandet.

Kapitel IIITREDJELANDSSTATSBORGERES FORPLIGTELSER

Artikel 21Pligt til at samarbejde1.Tredjelandsstatsborgere skal overholde forpligtelsen til at forlade medlemsstaternes område, og de er forpligtet til at samarbejde med medlemsstaternes kompetente myndigheder i alle faser af tilbagesendelsesproceduren.1a. Tredjelandsstatsborgere skal uden unødigt ophold give de kompetente myndigheder oplysninger om alle relevante ændringer i deres individuelle situation, der er relevante med henblik på denne forordning.2.Uden at det berører forpligtelsen til at forlade medlemsstaternes område, skal tredjelandsstatsborgere:a)forblive til rådighed for de kompetente myndigheder på den medlemsstats område, der er kompetent med hensyn til den tilbagesendelsesprocedure, som tredjelandsstatsborgere er omfattet af, og ikke forsvinde, herunder til en anden medlemsstat, og være til stede ved udrejsen med henblik på transport med henblik på tilbagesendelse som fastsat af den kompetente myndighedaa) og må ikke fysisk eller verbalt hindre tilbagesendelsenb)skal ▌ uden unødigt ophold fremlægge alle de oplysninger og al fysisk og digital dokumentation, herunder kopier og elektroniske registreringer, som de er i besiddelse af eller med rimelighed formodes at være i stand til at opnå, og som er relevante for at fastslå eller kontrollere deres identitet eller nationalitet, eller som på anden måde er relevant i forbindelse med tilbagesendelsesproceduren ▌, navnlig ved at give de kompetente myndigheder et identitets- eller rejsedokument eller samarbejde om at opnå et identitets- eller rejsedokumentc)må ikke destruere, tilbageholde eller på anden måde bortskaffe ▌ dokumenter, oplysninger og dokumentation som omhandlet i dette stykkes litra b), anvende kaldenavne med svigagtig hensigt, give andre falske oplysninger mundtligt eller skriftligt eller på anden måde vildlede myndighederne eller svigagtigt modsætte sig tilbagesendelsesproceduren ▌.d)skal give en forklaring, hvis de ikke er i besiddelse af et identitets- eller rejsedokumente)skal oplyse, hvilke tredjelande de har været i transit i, de anvendte rejseruter eller andre tredjelande, som vedkommende kan have andre forbindelser til, der kan lette tilbagesendelsenf)afgive biometriske oplysninger som defineret i national ret og EU-retten, herunder artikel 2, stk. 1, litra s), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1358Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1358 af 14. maj 2024 om oprettelse af "Eurodac" til sammenligning af biometriske oplysninger med henblik på effektiv anvendelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1351 og (EU) 2024/1350 og Rådets direktiv 2001/55/EF og på identificering af tredjelandsstatsborgere og statsløse med ulovligt ophold og om medlemsstaternes retshåndhævende myndigheders og Europols adgang til at indgive anmodning om sammenligning med Eurodacoplysninger med henblik på retshåndhævelse, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1240 og (EU) 2019/818 og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 603/2013 (EUT L, 2024/1358, 22.5.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2024/1358/oj).fa) skal opfylde transportvirksomheders rejsekrav og tredjelandsmyndigheders indrejsekrav, herunder sundhedskrav, når sådanne krav generelt pålægges internationale rejsendeg)skal efter anmodning fra de kompetente myndigheder fremlægge præcise kontaktoplysninger, herunder nuværende bopæl, adresse og telefonnummer, hvor de kan kontaktes, og, hvis de har en sådan, en e-mailadresseh)skal uden unødigt ophold give oplysninger om eventuelle ændringer af de kontaktoplysninger, der er omhandlet i litra g)i)opfylde foranstaltninger pålagt i henhold til artikel 23, stk. 1, og artikel 23c, stk. 1, under hele tilbagesendelsesprocedurenj)skal fremlægge alle krævede oplysninger og erklæringer i forbindelse med anmodninger, der indgives til de kompetente myndigheder i relevante tredjelande med henblik på fremskaffelse af rejsedokumenter, og om nødvendigt samarbejde med disse tredjelandsmyndighederk)▌ skal give personligt møde eller ▌ give møde pr. videokonference, som krævet af de kompetente myndigheder, for den kompetente nationale myndighed eller tredjelandets myndigheder på den lokalitet, som disse myndigheder har angivet, med henblik på at erhverve rejsedokumenter og fastslå deres identitet eller nationalitetl)skal, hvis de kompetente myndigheder kræver det, modtage rådgivning om tilbagesendelse og reintegration.la) skal overholde andre relevante yderligere foranstaltninger i forbindelse med tilbagesendelse i henhold til national ret.De forpligtelser, der pålægges tredjelandsstatsborgeren i henhold til denne artikel, berører ikke forpligtelser og foranstaltninger, der ikke vedrører tilbagesendelse i henhold til national ret3.Oplysningerne og ▌ dokumenter eller, hvis de ikke foreligger, kopier heraf, jf. stk. 2, litra b), skal navnlig omfatte tredjelandsstatsborgeres erklæringer og al dokumentation, som de er i besiddelse af, vedrørende:a)deres navn, fødselsdato og fødested, køn og nationalitet eller nationaliteter eller det forhold, at de er statsløseb)deres familiemedlemmer og andre personoplysninger om tredjelandsstatsborgeren, hvis det er relevant for gennemførelsen af tilbagesendelsesproceduren ▌ eller for fastsættelsen af tilbagesendelseslandetc)typen og antallet af og gyldighedsperioden og udstedelseslandet for tredjelandsstatsborgeres identitets- eller rejsedokumenter og andre dokumenter, som de har fremlagt, og som den kompetente myndighed anser for relevante med henblik på at identificere dem, gennemføre tilbagesendelsesproceduren ▌ og fastsætte tilbagesendelseslandetd)opholdstilladelser eller andre tilladelser, der giver tredjelandsstatsborgere ret til ophold, udstedt af en anden medlemsstat eller af et tredjelande)en eventuel afgørelse om tilbagesendelse, afgørelse om udsendelse eller indrejseforbud truffet af en anden medlemsstatf)land(e) og tidligere bopælssted(er), rejseruter, lande, som de har rejst igennem samt rejsedokumentation.4.Hvis de kompetente myndigheder beslutter at beholde alle de dokumenter, der er nødvendige for ▌den i stk. 2, litra b), omhandlede tilbagesendelse, sikrer de, at tredjelandsstatsborgeren ▌ uden unødigt ophold modtager fotokopier eller andet passende bevis for opbevaring af dokumenterne. I tilfælde af frivillig tilbagevenden ▌ giver de kompetente myndigheder enten sådanne dokumenter tilbage til tredjelandsstatsborgeren ved afrejsen eller ved ankomsten til tredjelandet.5.Tredjelandsstatsborgeren skal kunne kontaktes ved hjælp af kommunikationsmidler som defineret i national ret. Medlemsstaterne ▌ fastsætter i national ret kommunikationsmetoden og det tidspunkt, hvor meddelelsen anses for at være modtaget af og givet til tredjelandsstatsborgeren, eller gør brug af digitale systemer, der er udviklet og/eller støttet af medlemsstaterne eller Unionen, med henblik på denne kommunikation.▌

Artikel 21aRisiko for, at den pågældende vil forsvinde1. Der er i den enkelte sag risiko for, at den pågældende vil forsvinde, medmindre andet bevises, hvis et af følgende kriterier vedrørende den pågældende tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold er opfyldt:a) tredjelandsstatsborgeren er uden tilladelse indrejst i eller taget til en medlemsstat, herunder efter transit gennem et tredjeland, eller har forsøgt at gøre detb) tredjelandsstatsborgeren er genstand for en afgørelse om tilbagesendelse, der er truffet af en anden medlemsstat end den, på hvis område den pågældende person i øjeblikket opholder sig ulovligt, herunder som konstateret via indberetninger i Schengeninformationssystemet i henhold til forordning (EU) 2018/1860c) Tredjelandsstatsborgeren overholder ikke en eller flere af de foranstaltninger, der er indført i overensstemmelse med artikel 23, stk. 1, og artikel 23b, stk. 1, eller udtrykker eller udviser hensigt heromd) tredjelandsstatsborgeren er på ny indrejst på medlemsstaternes område i strid med et gyldigt indrejseforbud.2. I tilfælde, der ikke er omfattet af stk. 1, fastlægges risikoen for, at den pågældende vil forsvinde, på grundlag af en samlet vurdering af omstændighederne i den enkelte sag. Vurderingen skal omfatte et eller flere af følgende kriterier vedrørende den pågældende tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold:a) intet opholdssted, ingen fast bopæl eller ingen pålidelig adresseb) manglende opfyldelse af forpligtelsen til at forlade medlemsstaternes område inden for den udrejsefrist, der er fastsat i overensstemmelse med artikel 7, stk. 1a, litra a)c) når udrejsen er nært forestående, og der er grunde til at tro, at tredjelandsstatsborgeren har til hensigt at overtræde forpligtelsen til at samarbejde, jf. artikel 21, stk. 2, litra a)d) tredjelandsstatsborgeren anvender falske eller forfalskede identitets- eller rejsedokumenter, opholdstilladelser eller visa eller dokumenter, der opfylder betingelserne for indrejse, og destruerer eller på anden måde bortskaffer sådanne dokumenter, anvender kaldenavne med svigagtig hensigt, giver andre falske oplysninger mundtligt eller skriftligt eller på anden måde svigagtigt modsætter sig tilbagesendelses- eller tilbagetagelsesprocedurene) deltager ikke i rådgivning om tilbagesendelse og reintegration, hvor det er krævet af de kompetente myndighederf) tredjelandsstatsborgeren mangler social forankring, navnlig manglende familiemæssig tilknytning og utilstrækkelige subsistensmidlerg) manglende opfyldelse af forpligtelserne i henhold til artikel 21, stk. 2, litra a)-c), e), fa) og i)-k), herunder manglende samarbejde i forbindelse med indhentning af rejsedokumenterh) andre kriterier end litra a)-f), hvis det er fastsat i national ret.▌

Kapitel IIIaFORANSTALTNINGER TIL FREMME AF TILBAGESENDELSE OG ALTERNATIVER TIL FRIHEDSBERØVELSE

Artikel 23Til rådighed med henblik på tilbagesendelsesprocessen1.Med henblik på at forberede og sikre en effektiv tilbagesendelse eller yderligere tilskynde til opfyldelse af forpligtelsen til at udrejse og til at samarbejde kan medlemsstaterne pålægge tredjelandsstatsborgeren en eller flere af følgende foranstaltninger:a) forpligtelse til at blive inden for et geografisk område på medlemsstatens område, inden for hvilket de frit kan bevæge sigb) forpligtelse til at tage bopæl på en bestemt adresse eller et bestemt sted udpeget af de kompetente myndighederc) forpligtelse til at melde sig hos de kompetente myndigheder på specifikke tidspunkter personligt eller på anden måde som fastsat i national retd) andre foranstaltninger end dem, der er omhandlet i litra a)-c), hvis sådanne er fastsat i national ret 2.Andre foranstaltninger i medfør af stk. 1 finder kun anvendelse, i det omfang det er foreneligt med sårbare personers særlige behov og barnets tarv.2a. Foranstaltningerne i stk. 1 kan også indføres over for tredjelandsstatsborgere, som ikke kan udsendes på grund af manglende samarbejde med de kompetente myndigheder.3.Efter anmodning kan de kompetente myndigheder give tredjelandsstatsborgeren tilladelse til midlertidigt ikke at overholde en foranstaltning som omhandlet i stk. 1.▌4.Tredjelandsstatsborgeren underrettes om, hvorvidt tilladelsen i overensstemmelse med stk. 3 gives eller ej.5.Tredjelandsstatsborgeren er ikke forpligtet til at anmode om tilladelse i henhold til stk. 3 til at deltage i aftaler med myndigheder og domstole, hvis det ellers ville have udgjort en overtrædelse af forpligtelserne i stk. 1, og hvis den pågældende tredjelandsstatsborgers tilstedeværelse er nødvendig. Tredjelandsstatsborgeren skal underrette de kompetente myndigheder om sådanne aftaler på forhånd.6.De afgørelser, der træffes i henhold til stk. 1, litra b) og c), skal træffes skriftligt, være forholdsmæssige og tage hensyn til den pågældende tredjelandsstatsborgers særlige omstændigheder.7. Tredjelandsstatsborgeren underrettes om enhver afgørelse om at anvende de i denne artikels stk. 1 omhandlede foranstaltninger, og om konsekvenserne af manglende overholdelse af nævnte afgørelse, herunder frihedsberøvelse i henhold til artikel 29.

Artikel 23aEfterforskningsforanstaltninger1. Uden at det berører efterforskningsforanstaltninger af andre årsager, der ikke vedrører tilbagesendelse i overensstemmelse med national ret, kan medlemsstaternes kompetente myndigheder, hvis det er nødvendigt, forholdsmæssigt og behørigt begrundet med henblik på at forberede eller sikre en effektiv tilbagesendelse:a)visitere tredjelandsstatsborgeren og ransage, med forbehold af en forudgående retsafgørelse eller, i overensstemmelse med relevant national ret, en administrativ afgørelse, hvis det er nødvendigt, forholdsmæssigt og behørigt begrundet i en sådan ransagnings hastende karakter, vedkommendes bopæl eller andre relevante lokaleraa)træffe administrative foranstaltninger med henblik på at sikre overholdelse af forpligtelsen til at afgive biometriske oplysninger som fastsat i national ret, herunder fingeraftryk, hvilket kan omfatte muligheden for at anvende tvangsmidler som en sidste udvej, hvis en tredjelandsstatsborger ikke afgiver biometriske oplysninger som krævet i henhold til artikel 21, stk. 2, litra f)b) ransage og beslaglægge personlige ejendele, elektroniske enheder og andre relevante genstande c) pålægge andre efterforskningsforanstaltninger, hvis det er fastsat i national ret.2. Alle efterforskningsforanstaltninger i henhold til denne artikels stk. 1, litra a)-c), kan gennemføres uden den pågældende tredjelandsstatsborgers samtykke.3. Alle efterforskningsforanstaltninger, der pålægges i overensstemmelse med denne artikels stk. 1, litra a)-c), skal respektere de grundlæggende rettigheder og være omfattet af de garantier og retsmidler, der er fastsat i EU-retten og national ret.

Artikel 23bKonsekvenser i tilfælde af manglende opfyldelse af forpligtelsen til at samarbejde 1. I tilfælde af manglende overholdelse af den i artikel 21, stk. 1, fastsatte forpligtelse til at samarbejde og kravene i artikel 21, stk. 2, pålægger medlemsstaterne den pågældende tredjelandsstatsborger en eller flere af de i artikel 23, stk. 1, fastsatte foranstaltninger og kan pålægge en eller flere af følgende foranstaltninger, som skal være effektive og forholdsmæssige:b) afslag på eller nedsættelse af visse ydelser og tillæg, hvis der er hjemmel hertil i national ret, medmindre dette vil føre til, at personerne ikke er i stand til at dække deres basale behovc) afslag på eller reducering af incitamenter til fremme af frivillig tilbagevenden, herunder afslag på eller reducering af bistand i forbindelse med tilbagesendelses- og reintegrationsprogrammer i henhold til artikel 46, stk. 3d) afslag på eller inddragelse af arbejdstilladelse, hvis det er fastsat i national rete) forlængelse af varigheden af et indrejseforbud op til maksimal varighed jf. artikel 10, stk. 6f) strafferetlige sanktioner, herunder fængselsstraf, hvis det er fastsat i national retg) økonomiske sanktionerh)andre foranstaltninger eller konsekvenser end ovennævnte, hvis det er fastsat i national ret.

Artikel 31Alternativer til frihedsberøvelse1. Medlemsstaterne kan indføre et eller flere af følgende alternativer til frihedsberøvelse under hensyntagen til den pågældende tredjelandsstatsborgers individuelle forhold, herunder risikoen for, at den pågældende vil forsvinde vurderet i overensstemmelse med artikel 21aa) kræver deponering af en passende økonomisk garantib) anvendelse af elektronisk overvågningc) andre foranstaltninger end litra a) og b), hvis det er fastsat i national ret.1a.De i første afsnit omhandlede foranstaltninger skal primært have til formål at sikre en effektiv og rettidig tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgeren.2. En afgørelse om at anvende de i denne artikels stk. 1 omhandlede foranstaltninger skal indeholde de relevante faktiske og retlige grunde.3. Tredjelandsstatsborgere informeres skriftligt om alle afgørelser om at anvende de i denne artikels stk. 1 omhandlede foranstaltninger og om konsekvenserne af manglende overholdelse af denne afgørelse, herunder frihedsberøvelse i henhold til artikel 29.4. Medlemsstaterne sikrer, at afgørelser, der træffes i overensstemmelse med denne artikels stk. 2, behandles af en ret eller et domstolslignende organ efter anmodning fra den pågældende person eller ex officio.

Kapitel IVGARANTIER OG RETSMIDLERAfdeling 1Proceduremæssige garantier

Artikel 24Retten til information1.De kompetente myndigheder sikrer, at tredjelandsstatsborgere, der ▌ skal sendes tilbage, ▌ underrettes om følgende:a)▌ procedurens formål ▌b)tredjelandsstatsborgeres ▌ forpligtelser, jf. artikel 21 og artikel 23, konsekvenserne af manglende overholdelse i henhold til artikel 23b og artikel 29, stk. 3, litra e), det forhold, at der findes en indberetning om tilbagesendelse af personen i Schengeninformationssystemet og anerkendelse og fuldbyrdelse af en afgørelse om tilbagesendelse truffet af en anden medlemsstat i overensstemmelse med artikel 9c)rådgivning om og programmer for tilbagesendelse og reintegration i henhold til artikel 46d)deres proceduremæssige rettigheder ▌ i overensstemmelse med denne forordning og national ret, navnlig retten til juridisk bistand og repræsentation i henhold til artikel 25.2.Oplysningerne skal gives uden unødigt ophold ▌ på et sprog, som tredjelandsstatsborgeren forstår eller med rimelighed kan formodes at forstå. Oplysningerne kan gives ved hjælp af standardinformationsark, enten på papir eller i elektronisk format, og om nødvendigt suppleret mundtligt ved hjælp af oversættelses- og tolketjenester. Når der er tale om uledsagede mindreårige, formidles oplysningerne på en alderssvarende måde og med inddragelse af den repræsentant eller den person, der er udpeget til at bistå den mindreårige, som omhandlet i artikel 20, stk. 2.2a.Når den kompetente myndighed foretager udsendelse på grundlag af en afgørelse om tilbagesendelse eller en afgørelse om udsendelse, som har fastslået, at der er mere end ét tilbagesendelsesland, underrettes tredjelandsstatsborgeren om det tilbagesendelsesland, hvortil vedkommende vil blive udsendt, i tilstrækkelig god tid inden udsendelsen.

Artikel 25Juridisk bistand og repræsentation1.I tilfælde af klage eller prøvelse ved en ret eller et domstolslignende organ i overensstemmelse med artikel 27 sikrer medlemsstaterne efter anmodning fra tredjelandsstatsborgeren, at de får stillet den nødvendige gratis juridiske bistand og repræsentation til rådighed ▌.2.De kompetente myndigheder sikrer, at uledsagede mindreårige repræsenteres og bistås på en sådan måde, at de bliver i stand til at drage fordel af rettighederne og overholde forpligtelserne i henhold til denne forordning.▌4.Gratis juridisk bistand og repræsentation ydes af de juridiske rådgivere eller andre personer med passende kvalifikationer, ▌ som i henhold til national ret er godkendt eller har tilladelse til at bistå eller repræsentere tredjelandsstatsborgeren, eller ikkestatslige organisationer, der er akkrediteret i henhold til national ret til at yde juridiske tjenester eller juridisk repræsentation til tredjelandsstatsborgere.5.Medlemsstaterne kan nægte at yde gratis juridisk bistand og repræsentation i forbindelse med klageproceduren, hvis:a)tredjelandsstatsborgeren anses for at råde over tilstrækkelige midler til at bekoste juridisk bistand og repræsentation for egen regningb)det vurderes, at klagesagen er udsigtsløs eller urimeligc)klagesagen behandles eller domstolsprøvelsen sker i anden instans eller derover i henhold til national ret, herunder genbehandling eller fornyet prøvelsed)tredjelandsstatsborgeren allerede bistås eller repræsenteres af en juridisk rådgiver.6.En tredjelandsstatsborger, der anmoder om gratis juridisk bistand og repræsentation, skal oplyse om sin økonomiske situation og straks underrette de kompetente myndigheder om enhver væsentlig ændring i sin økonomiske situation, medmindre national ret indeholder bestemmelser om gratis juridisk bistand uanset personens økonomiske situation.7.Med undtagelse af bistand til uledsagede mindreårige ▌ kan medlemsstaterne:a)pålægge økonomiske eller tidsmæssige begrænsninger for ydelse af gratis juridisk bistand og repræsentation, forudsat at sådanne begrænsninger ikke er vilkårlige og ikke uretmæssigt begrænser adgangen til gratis juridisk bistand og repræsentation ▌b)anmode om hel eller delvis godtgørelse af eventuelle afholdte omkostninger, hvis tredjelandsstatsborgerens økonomiske situation er blevet forbedret under tilbagesendelsesproceduren, eller hvis afgørelsen om at yde gratis juridisk bistand og repræsentation blev truffet på grundlag af urigtige oplysninger fra tredjelandsstatsborgerenc)fastsætte bestemmelser om, at behandlingen af tredjelandsstatsborgere for så vidt angår gebyrer og andre udgifter og godtgørelser skal være den samme som, men ikke gunstigere end den behandling, der generelt gives deres egne statsborgere for så vidt angår juridisk bistand.8.Medlemsstaterne fastsætter særlige processuelle regler for den måde, hvorpå anmodninger om gratis juridisk bistand og repræsentation i forbindelse med klage eller prøvelse ved en ret eller et domstolslignende organ i overensstemmelse med artikel 27 skal fremsættes og behandles, eller anvender gældende regler for indenlandske krav af tilsvarende karakter, forudsat at disse regler ikke gør adgangen til gratis juridisk bistand og repræsentation uforholdsmæssigt vanskelig eller umulig.9.I tilfælde hvor en myndighed, der ikke er en ret eller et domstolslignende organ, beslutter ikke at yde gratis juridisk bistand og repræsentation, fordi det vurderes, at klagesagen er udsigtsløs eller urimelig, har tredjelandsstatsborgeren ret til effektive retsmidler ved en ret eller et domstolslignende organ i forbindelse med denne afgørelse. ▌10.Medlemsstaterne kan endvidere fastsætte bestemmelser om gratis juridisk bistand og repræsentation i forbindelse med den administrative procedure i overensstemmelse med national ret.

Afdeling 2Retsmidler

Artikel 26Retten til effektive retsmidler1.Den pågældende tredjelandsstatsborger skal have adgang til effektive retsmidler til prøvelse af de afgørelser, der er omhandlet i artikel 7, stk. 1, artikel 10 og artikel 12, stk. 2, ved den ret eller det domstolslignende organ, der er kompetent i henhold til national ret. 2.De effektive retsmidler skal sikre en fuldstændig ▌ undersøgelse af både de faktiske og de retlige omstændigheder.3.Hvis retten eller det domstolslignende organ med ansvar for retsmidlet mod en afgørelse om tilbagesendelse eller en afgørelse om udsendelse får kendskab til oplysninger i sagens akter, som er blevet suppleret eller præciseret efter en kontradiktorisk procedure, og hvor det tyder på, at princippet om non-refoulement eventuelt tilsidesættes, skal opfyldelsen af de krav, der følger af princippet om non-refoulement, kontrolleres ▌.4. Annullering eller tilbagekaldelse af et ikkevæsentligt element i en afgørelse om tilbagesendelse må ikke føre til annullering eller tilbagekaldelse af den resterende del af den pågældende afgørelse.

Artikel 27Fornyet prøvelse ved en kompetent ret eller et domstolslignende organ1.Med henblik på anvendelsen af denne forordning fastsætter medlemsstaterne i ▌ national ret ▌ fristen for at indgive en klage til en ret eller et domstolslignende organ i første instans, som ikke må overstige 14 dage.Medlemsstater, som senest den … [datoen for denne forordnings ikrafttræden] i deres nationale ret fastsætter frister for at indgive en klage, som er 30 dage eller derover, kan fravige første afsnit. Hvis medlemsstaterne beslutter at fravige bestemmelserne, må den i første afsnit omhandlede frist ikke overstige 30 dage.2.Den frist, der er omhandlet i stk. 1, begynder at løbe fra den dato, hvor en af de afgørelser, der er omhandlet i artikel 7, stk. 1, artikel 10 og artikel 12, stk. 2, meddeles tredjelandsstatsborgeren, eller ▌ betragtes som meddelt i henhold til national ret ▌.3.Hvis en afgørelse om tilbagesendelse er baseret på eller udstedt i den samme retsakt som en afgørelse om afslag på eller ophør af lovligt ophold, kan fristerne for at klage over afgørelsen om tilbagesendelse være dem, der er fastsat i national ret for at klage over en afgørelse om ophør af eller afslag på lovligt ophold.4.Hvis der udstedes et indrejseforbud og/eller en afgørelse om udsendelse sammen med en afgørelse om tilbagesendelse som omhandlet i artikel 7, skal de påklages sammen med afgørelsen om tilbagesendelse til den samme ret eller det samme domstolslignende organ og inden for samme ▌ procedure og samme frister. Hvis der udstedes et indrejseforbud og/eller en afgørelse om udsendelse særskilt fra afgørelsen om tilbagesendelse, eller det udgør den eneste afgørelse, der kan anfægtes, kan der klages over det særskilt. ▌▌

Artikel 28Opsættende virkning1.Selv om denne forordning ikke giver mulighed for en automatisk opsættende virkning af en klage, sikrer medlemsstaterne i fuld overensstemmelse med chartrets artikel 47, at udsendelsen kan suspenderes af den kompetente ret eller det kompetente domstolslignende organ i første instans, inden afgørelsen om tilbagesendelse eller afgørelsen om udsendelse truffet i henhold til artikel 7 og artikel 12, stk. 2, fuldbyrdes. Udsendelsen kan på anmodning af den pågældende tredjelandsstatsborger suspenderes i den periode, hvori der kan indgives klage i henhold til artikel 27, eller, hvis der er indgivet en klage, i den periode, der afventer resultatet af en sådan klage, medmindre national ret også fastsætter, at fuldbyrdelsen af en sådan afgørelse kan suspenderes ex officio. Dette stykke berører ikke bestemmelser i national ret, i henhold til hvilke retsmidler ved en ret eller et domstolslignende organ i første instans automatisk har opsættende virkning ▌.1a. Ved vurderingen af anmodningen i henhold til stk. 1 kan retten eller det domstolslignende organ basere sig på de oplysninger i sagsakterne, som den er blevet gjort opmærksom på, herunder enhver vurdering af relevante omstændigheder, der er foretaget i tidligere faser af tilbagesendelsesproceduren og, hvor det er relevant, af asylproceduren.▌3.Hvis der indgives en yderligere klage over en første eller efterfølgende klageafgørelse, suspenderes udsendelsen ikke, medmindre national ret fastsætter en opsættende virkning af sådanne retsmidler, eller tredjelandsstatsborgeren anmoder om suspension, og en kompetent ret eller et kompetent domstolslignende organ beslutter at indrømme suspension under behørig hensyntagen til de særlige omstændigheder i den enkelte sag.▌

Kapitel V▌ FRIHEDSBERØVELSE

Artikel 29Grunde til frihedsberøvelse1.Medlemsstaterne kan frihedsberøve en tredjelandsstatsborger i henhold til denne forordning på grundlag af en individuel vurdering af hver enkelt sag, og kun i det omfang frihedsberøvelsen er forholdsmæssig.2.Medlemsstaterne kan kun frihedsberøve en tredjelandsstatsborger med henblik på tilbagesendelse, herunder forberedelse af tilbagesendelsen, tilbagetagelse og gennemførelse af udsendelsen.3.En tredjelandsstatsborger kan kun frihedsberøves af en eller flere af følgende grunde:a)risiko for, at den pågældende vil forsvinde, jf. artikel 21ab)tredjelandsstatsborgeren undviger eller lægger hindringer i vejen for tilbagetagelsen, forberedelsen af tilbagesendelsen eller udsendelsen ▌c)tredjelandsstatsborgeren udgør en sikkerhedsrisiko i overensstemmelse med artikel 16d)for at fastlægge eller kontrollere vedkommendes identitet eller nationalitete)manglende opfyldelse af forpligtelserne i henhold til artikel 21, stk. 2, litra a)-c), e), fa) og i)-k), herunder manglende samarbejde i forbindelse med indhentning af rejsedokumenterf) andre relevante grunde vedrørende tilbagesendelse, der er fastsat i national ret, for at sikre effektive tilbagesendelsesprocedurer, som er nødvendige og forholdsmæssige.5.Afgørelser om frihedsberøvelse træffes af administrative eller retslige myndigheder. Afgørelser om frihedsberøvelse skal være skriftlige og indeholde de faktiske og de retlige grunde, de er baseret på, samt oplysninger om de retsmidler, der er til rådighed. Afgørelsen meddeles tredjelandsstatsborgeren mundtligt eller skriftligt på et sprog, som tredjelandsstatsborgeren forstår eller med rimelighed kan formodes at forstå, herunder ved brug af tolke- eller oversættelsestjenester. 6.Når en tredjelandsstatsborger frihedsberøves i henhold til stk. 2, tager medlemsstaterne hensyn til, hvorvidt tredjelandsstatsborgeren ▌ er en sårbar person.▌

Artikel 32Frihedsberøvelsesperiode1.Frihedsberøvelsen skal være så kort som muligt og opretholdes, så længe grundene i artikel 29 er opfyldt, og så længe det er nødvendigt for at sikre en effektiv og vellykket tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgeren.2.Når det viser sig, at grundene i artikel 29 ikke længere er opfyldt ▌, løslades tredjelandsstatsborgeren fra frihedsberøvelse i henhold til denne forordning. En sådan løsladelse udelukker ikke anvendelse af foranstaltninger ▌ i overensstemmelse med artikel 23-23c.3.Frihedsberøvelsen må ikke overstige 12 måneder i en ▌ medlemsstat. ▌ Hvis tilbagesendelsesproceduren sandsynligvis vil vare længere på grund af manglende samarbejde fra den pågældende tredjelandsstatsborgers side eller forsinkelser med hensyn til at indhente den nødvendige dokumentation fra tredjeland eller under andre ekstraordinære omstændigheder, der er fastsat i national ret, kan der anvendes frihedsberøvelse i en længere periode, dog højst 24 måneder i en medlemsstat.Hvis tredjelandsstatsborgeren er flyttet til en anden medlemsstat, og vedkommendes adfærd udgør en grund til frihedsberøvelse som omhandlet i artikel 29, stk. 3, finder en ny periode med frihedsberøvelse anvendelse.3a. Frihedsberøvelse kan efter udløbet af den maksimale periode for frihedsberøvelse på 24 måneder i henhold til stk. 3 anvendes i yderligere perioder på op til seks måneder i alt, når der er risiko for, at den pågældende vil forsvinde, og når en eller flere af følgende ændringer i omstændighederne tyder på, at der er rimelig udsigt til udsendelse:a) der foreligger nye væsentlige oplysninger om tredjelandsstatsborgerens identitet b) rejsedokumenter er indhentet eller kan med rimelighed formodes at være indhentet på grund af en ændring i omstændighederne c) samarbejdet med tredjelandet er blevet bedre.Når medlemsstaten frihedsberøver en tredjelandsstatsborger i overensstemmelse med dette afsnit, prioriterer den en sådan sag for at sikre, at frihedsberøvelsen opretholdes så kortvarigt som muligt. 4.Udløbet af de maksimale frihedsberøvelsesperioder i henhold til stk. 3 og 3a er ikke til hinder for anvendelse af foranstaltninger i overensstemmelse med artikel 23 og artikel 23c.5. Hvis en tredjelandsstatsborger samarbejder om sin tilbagesendelse under frihedsberøvelsen, arrangeres den pågældende tredjelandsstatsborgers frivillige tilbagevenden uden unødigt ophold, hvor det er relevant. Frihedsberøvelsen kan, hvor det er relevant, opretholdes indtil afrejsen for at sikre en effektiv tilbagesendelse i henhold til stk. 3 og 3a.

Artikel 33Prøvelse af den frihedsberøvende foranstaltning1.Medlemsstaterne sikrer, at frihedsberøvelsen tages op til fornyet overvejelse ▌ mindst hver sjette måned enten efter anmodning fra den pågældende tredjelandsstatsborger eller ex officio.2.Medlemsstaterne sikrer, at frihedsberøvelse af uledsagede mindreårige tages op til fornyet overvejelse ex officio ▌ mindst hver tredje måned eller på anmodning af den pågældende uledsagede mindreårige eller vedkommendes repræsentant udpeget i henhold til artikel 20, stk. 2.3.Hvis de administrative myndigheder har truffet afgørelse om frihedsberøvelse eller har forlænget frihedsberøvelsen skal medlemsstaterne ▌:a)sørge for, at der så hurtigt som muligt efter frihedsberøvelsens begyndelse træffes afgørelse om domstolsprøvelse af frihedsberøvelsens lovlighed inden for en frist fastsat i national ret ▌, ellerb)den pågældende tredjelandsstatsborger indrømmes ret til at indlede en procedure ved en domstol, hvor frihedsberøvelsens lovlighed skal prøves ▌, og som der skal træffes afgørelse om så hurtigt som muligt ▌ inden for en frist fastsat i national ret efter indledningen af den relevante procedure ▌. I sådanne tilfælde underretter medlemsstaterne omgående den pågældende tredjelandsstatsborger om muligheden for at indlede en sådan procedure.Hvis en tredjelandsstatsborger frihedsberøves i en periode, der overstiger den maksimale frihedsberøvelsesperiode på 24 måneder i henhold til artikel 32, stk. 3a, og denne forlængelse overstiger tre måneder, skal frihedsberøvelsen prøves ved en ret eller et domstolslignende organ mindst hver tredje måned.

Artikel 34Forholdene under frihedsberøvelsen1.Frihedsberøvelse skal generelt ▌ finde sted i særlige faciliteter, herunder i særlige afdelinger af andre faciliteter. Når en medlemsstat ikke kan sikre frihedsberøvelse i sådanne faciliteter og er nødt til at anbringe tredjelandsstatsborgere i et fængsel, skal de i videst muligt omfang holdes adskilt fra almindelige indsatte.2.Frihedsberøvede tredjelandsstatsborgere skal have adgang til udendørsområder. Adgangen til udendørsområder kan indskrænkes i en begrænset periode, hvis det er nødvendigt og forholdsmæssigt for at sikre en velfungerende facilitet for frihedsberøvede. 3.Frihedsberøvede tredjelandsstatsborgere skal efter anmodning have tilladelse til i tide at sætte sig i forbindelse med retlige repræsentanter, familiemedlemmer og kompetente konsulære myndigheder.4.Der skal lægges særlig vægt på frihedsberøvede sårbare personers særlige behov ▌. Frihedsberøvede tredjelandsstatsborgere skal sikres akut lægebehandling og absolut nødvendig behandling af sygdom.5.Retlige repræsentanter, familiemedlemmer, kompetente konsulære myndigheder og relevante og kompetente nationale, internationale og ikkestatslige organisationer og organer skal have mulighed for at besøge alle faciliteter for frihedsberøvede og kommunikere med tredjelandsstatsborgerne og besøge dem under forhold, der respekterer privatlivets fred. Det kan kræves, at der skal indhentes tilladelse til sådanne besøg og andre relevante betingelser, herunder forudgående udstedelse af en relevant sikkerhedsgodkendelse udstedt af en kompetent myndighed i overensstemmelse med national ret. Medlemsstater kan fastsætte begrænsninger for sådan adgang i henhold til national ret, når sådanne begrænsninger objektivt set er nødvendige for sikkerheden, den offentlige orden eller den administrative styring af faciliteten. 6.Frihedsberøvede tredjelandsstatsborgere skal have ▌ oplysninger om de regler, der anvendes i faciliteten, og om deres rettigheder og forpligtelser ▌ på et sprog, de forstår eller med rimelighed kan formodes at forstå. Sådanne oplysninger skal omfatte oplysninger om deres ret i henhold til national lovgivning til at kontakte de personer og organer, der er omhandlet i stk. 3 og 5.6a. Tredjelandsstatsborgere, der anses for at udgøre en sikkerhedsrisiko i henhold til artikel 16, kan placeres under skærpede sikkerhedsforanstaltninger inden for faciliteter for frihedsberøvede, herunder mere restriktive adskillelsesforanstaltninger eller øget tilsyn, i den periode, der er strengt nødvendig for at håndtere risikoen og lette deres tilbagesendelse.

Artikel 35Betingelserne for frihedsberøvelse af uledsagede mindreårige og familier med mindreårige1.Uledsagede mindreårige og familier med mindreårige børn må kun frihedsberøves som en sidste udvej og i det kortest mulige passende tidsrum og under hensyntagen til barnets tarv.2.▌ Uledsagede mindreårige og familier med mindreårige skal under frihedsberøvelsen indkvarteres særskilt, så de sikres tilstrækkelig beskyttelse af privatlivets fred. Personalet skal være tilstrækkeligt uddannet, og der skal være faciliteter, der er tilpasset behovene hos mindreårige og ▌deres alder og køn ▌.3.Frihedsberøvede mindreårige skal have mulighed for at deltage i fritidsaktiviteter, herunder leg og rekreative aktiviteter, der passer til deres alder, og skal have adgang til den mest hensigtsmæssige form for undervisning eller undervisningsaktiviteter i forhold til varigheden af deres frihedsberøvelse.

Kapitel VITILBAGETAGELSE

Artikel 36Tilbagetagelse ▌1.Efter at have truffet en afgørelse om tilbagesendelse ▌indleder de kompetente myndigheder, hvor det er relevant, med støtte fra Frontex, hvor det er relevant, tilbagetagelse, herunder, i givet fald, i forbindelse med bekræftelsen af en tredjelandsstatsborgers nationalitet, udstedelsen af et rejsedokument til tredjelandsstatsborgeren og tilrettelæggelse af en tilbagesendelsesoperation.▌ Hvis det er relevant, anvendes det europæiske rejsedokument til brug ved tilbagesendelse i overensstemmelse med det gældende tilbagetagelsesinstrument og forordning (EU) 2016/1953Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1953 af 26. oktober 2016 om indførelse af et europæisk rejsedokument til brug ved tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold og om ophævelse af Rådets henstilling af 30. november 1994 (EUT L 311 af 17.11.2016, s. 13, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2016/1953/oj)..▌7. Tilbagetagelsen ▌ i tredjelande skal støttes af særlige EU-forbindelsesofficerer for tilbagesendelse, der finansieres af Unionen. Disse forbindelsesofficerer indgår i EU-delegationernes struktur og koordinerer nøje med Kommissionen for at virkeliggøre de relevante EU-politiske prioriteter.▌

Artikel 37aEkstern dimension og samarbejde med tredjelandeUnionen og medlemsstaterne sikrer, at den eksterne dimension af tilbagesendelsespolitikken udgør en integreret del af den samlede tilgang til migrationsstyring. Hvis der konstateres manglende samarbejde fra et tredjelands side, eller hvis en eller flere medlemsstater støder på vanskeligheder i samarbejdet med tredjelande om tilbagetagelse, træffer Unionen og medlemsstaterne passende foranstaltninger, herunder anvendelse af konditionalitet i forbindelse med alle relevante politikker og værktøjer såsom visumpolitik samt handel og udvikling som fastsat i de EU-retsakter, der regulerer dem, og for de medlemsstater, der er bundet af disse retsakter, med henblik på at støtte forudsigelige og effektive tilbagesendelsesprocedurer med tredjelande og sikre et effektivt og vedvarende samarbejde om tilbagetagelse.

Kapitel VIIDELING OG OVERFØRSEL AF PERSONOPLYSNINGER

Artikel 38Deling af oplysninger mellem medlemsstaterne1.Medlemsstaterne gør brug af alle passende midler til at samarbejde og udveksle oplysninger for at gennemføre denne forordning.2.Udvekslingen af oplysninger skal ske på anmodning af en medlemsstat og må kun finde sted mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder.3.Medlemsstaterne meddeler efter anmodning hinanden tilgængelige oplysninger om en person, der er omfattet af denne forordnings anvendelsesområde, med henblik på gennemførelse af tilbagesendelsesproceduren ▌ og ydelse af bistand til tilbagesendelse og reintegration.4.Hvis de oplysninger, der er omhandlet i stk. 3, kan udveksles gennem de EU-informationssystemer, der er omhandlet i artikel 4, nr. 15), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/818Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/818 af 20. maj 2019 om fastsættelse af en ramme for interoperabilitet mellem EU-informationssystemer vedrørende politisamarbejde og retligt samarbejde, asyl og migration og om ændring af forordning (EU) 2018/1726, (EU) 2018/1862 og (EU) 2019/816 (EUT L 135 af 22.5.2019, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2019/818/oj)., eller via supplerende oplysninger i overensstemmelse med forordning (EU) 2018/1860, udveksles sådanne oplysninger som hovedregel kun ved hjælp af disse midler.5.Anmodningen om oplysninger skal indeholde de grunde, den er baseret på.6.De i stk. 3 omhandlede oplysninger kan navnlig omfatte:a)de oplysninger, der er nødvendige for at fastslå tredjelandsstatsborgerens identitet og, hvor det er relevant, dennes familiemedlemmers, slægtninges og andre familierelationers identitet ▌b)oplysninger vedrørende de biometriske oplysninger om tredjelandsstatsborgeren, der er optaget i overensstemmelse med forordning (EU) 2024/1358 ▌c)oplysninger om tredjelandsstatsborgerens nationalitet og ethvert rejsedokument eller rejsedokumenter ▌d)oplysninger om tredjelandsstatsborgerens bopæl, rejseruter, talte sprog og kontaktoplysninger (e-mailadresse(r) og telefonnummer/-numre)e)oplysninger om enhver opholdsstatus eller tilladelse, der giver ret til ophold, herunder opholdsdokumenter eller visa samt ansøgninger eller forlængelser heraf, udstedt af en medlemsstat eller et tredjelandf)oplysninger vedrørende tilbagesendelsen af tredjelandsstatsborgeren ▌g)oplysninger om tredjelandsstatsborgerens reintegration, hvor det er relevant, herunder oplysninger om sårbarhed h)begrundelse for den trufne afgørelse om tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgerenha) oplysninger om tredjelandsstatsborgerens overholdelse af forpligtelserne i henhold til artikel 21 eller foranstaltninger i henhold til artikel 23i)oplysninger om, hvorvidt tredjelandsstatsborgeren blev frihedsberøvet, eller om der blev anvendt alternativer til frihedsberøvelsej)oplysninger vedrørende strafferegistre eller vedrørende den trussel mod den offentlige orden, den offentlige sikkerhed eller den nationale sikkerhed, som tredjelandsstatsborgeren udgørk)oplysninger om tredjelandsstatsborgerens sårbarhed, sundhed og medicinske behov.7.Den anmodede medlemsstat er forpligtet til at svare så hurtigt som muligt og senest inden for to uger.7a. Manglende svar, et ufuldstændigt svar eller et forsinket svar fra en medlemsstat på en anmodning, der er fremsat i medfør af denne artikel, må ikke forhindre eller forsinke fuldbyrdelsen af en afgørelse om tilbagesendelse eller en afgørelse om udsendelse, der er iværksat af en anden medlemsstat. Den anmodende medlemsstat kan gå videre på grundlag af de oplysninger, som allerede er tilgængelige for dens kompetente myndigheder, i overensstemmelse med EU-retten og national ret.8.De udvekslede oplysninger må kun anvendes til de formål, der er fastsat i stk. 3. I hver medlemsstat kan sådanne oplysninger afhængigt af deres art og den modtagende myndigheds beføjelser kun overføres til de myndigheder eller retslige myndigheder, der har ansvaret for tilbagesendelsesproceduren, tilbagetagelsen▌ eller ydelsen af bistand til reintegration.9. Medlemsstaterne overfører efter anmodning en tredjelandsstatsborgers originale rejsedokumenter til hinanden, hvis rejsedokumentet er nødvendigt for at sikre tilbagesendelse.

Artikel 39Overførsel af oplysninger til tredjelande vedrørende tredjelandsstatsborgere med henblik på tilbagesendelse, tilbagetagelse og reintegration1.De oplysninger, der er omhandlet i artikel 38, stk. 6, litra a)-h), kan behandles og overføres af en kompetent myndighed og, hvor det er relevant, Frontex til et tredjelands kompetente myndighed eller tredjeparter, der er kompetent med henblik på bistand til reintegration eller andre opgaver i forbindelse med gennemførelse af tilbagesendelsen såsom luftfartsselskaber eller lægepersonale, og forudsat at det er nødvendigt for tilbagesendelsen, tilbagetagelsen eller reintegrationen, jf. dog artikel 40 og 41.▌3.Hvis medlemsstaterne og Frontex overfører personoplysninger i henhold til stk. 1 ▌ sikrer de, at denne overførsel sker i overensstemmelse med henholdsvis kapitel V i forordning (EU) 2016/679 og kapitel V i forordning (EU) 2018/1725.4.Hvis der i henhold til stk. 1 ▌ overføres personoplysninger, dokumenteres denne overførsel, og dokumentationen stilles efter anmodning til rådighed for den kompetente tilsynsmyndighed, der er oprettet i overensstemmelse med artikel 51, stk. 1, i forordning (EU) 2016/679 og artikel 52, stk. 1, i forordning (EU) 2018/1725, herunder dato og tidspunkt for overførslen og oplysninger om det modtagende tredjelands kompetente myndighed. Denne dokumentation skal begrænses til oplysninger, der er strengt nødvendige for at påvise overholdelse af retsgrundlaget for overførslen, og må ikke medføre yderligere indberetningsforpligtelser for medlemsstaterne.

Artikel 40Overførsel af oplysninger til tredjelande vedrørende tredjelandsstatsborgeres straffedomme med henblik på tilbagesendelse, tilbagetagelse og reintegration1.Oplysninger vedrørende en eller flere straffedomme afsagt over en tredjelandsstatsborger kan i konkrete tilfælde behandles og overføres af en kompetent myndighed og, hvor det er relevant, Frontex til et tredjelands kompetente myndighed eller tredjeparter, der er kompetente med henblik på bistand til reintegration eller andre opgaver i forbindelse med gennemførelsen af tilbagesendelsen, hvis følgende betingelser er opfyldt:a)den tredjelandsstatsborger, hvis personoplysninger overføres, er inden for de seneste 25 år blevet dømt for en terrorhandling eller inden for de seneste 15 år blevet dømt for enhver anden lovovertrædelse, der er opført i bilaget til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1240Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1240 af 12. september 2018 om oprettelse af et europæisk system vedrørende rejseinformation og rejsetilladelse (ETIAS) og om ændring af forordning (EU) nr. 1077/2011, (EU) nr. 515/2014, (EU) 2016/399, (EU) 2016/1624 og (EU) 2017/2226 (EUT L 236 af 19.9.2018, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2018/1240/oj)., eller har begået en lovovertrædelse, der indebærer en straf bestående af frihedsberøvelse på mindst to år i henhold til national ret, eller har begået flere lovovertrædelser, der indebærer en straf bestående af frihedsberøvelse på mindst et år i henhold til domsstatens nationale retb)overførslen af oplysninger er nødvendig med henblik på tilbagesendelse, tilbagetagelse eller ydelse af skæddersyet og ikkeøkonomisk bistand til reintegration▌d)den kompetente myndighed har kontrolleret og, hvor det er relevant, Frontex har ▌ sikret sig, at overførslen af oplysninger ikke risikerer at være i strid med princippet om non-refoulement.e)den kompetente myndighed har kontrolleret og, hvor det er relevant, Frontex har ▌ sikret sig, at overførslen af oplysninger ikke er i strid med chartrets artikel 50.▌3. Hvis medlemsstaterne og Frontex overfører personoplysninger i henhold til stk. 1 eller 2, sikrer de, at denne overførsel sker i overensstemmelse med henholdsvis kapitel V i forordning (EU) 2016/679 og kapitel V i forordning (EU) 2018/1725.4.Hvis der i henhold til stk. 1 ▌ overføres personoplysninger, dokumenteres denne overførsel, og dokumentationen stilles efter anmodning til rådighed for den kompetente tilsynsmyndighed, der er oprettet i overensstemmelse med artikel 51, stk. 1, i forordning (EU) 2016/679 og artikel 52, stk. 1, i forordning (EU) 2018/1725, herunder dato og tidspunkt for overførslen og oplysninger om det modtagende tredjelands kompetente myndighed, begrundelsen for, at overførslen er i overensstemmelse med stk. 1 ▌ og de overførte personoplysninger. Denne dokumentation skal begrænses til oplysninger, der er strengt nødvendige for at påvise overholdelse af retsgrundlaget for overførslen, og må ikke medføre yderligere indberetningsforpligtelser for medlemsstaterne.

Artikel 41Overførsel af tredjelandsstatsborgeres helbredsoplysninger til tredjelande med henblik på gennemførelse af tilbagesendelsesoperationen og reintegration1.Oplysninger om den lægehjælp, der skal ydes til en tredjelandsstatsborger under tilbagesendelsesoperationen, kan i konkrete tilfælde behandles og overføres af en kompetent myndighed og, hvor det er relevant, Frontex til et tredjelands kompetente myndighed, eller tredjeparter, der er kompetent med henblik på bistand til reintegration eller andre opgaver i forbindelse med gennemførelse af tilbagesendelsen såsom lægepersonale, hvis følgende betingelser er opfyldt:a)overførslen af oplysninger er nødvendig for gennemførelsen af tilbagesendelsesoperationen▌c)den kompetente myndighed har kontrolleret og, hvor det er relevant, Frontex har ▌ sikret sig, at overførslen af oplysninger ikke risikerer at være i strid med princippet om non-refoulement.2.Oplysninger vedrørende en tredjelandsstatsborgers helbred og lægelige behov kan i konkrete tilfælde behandles og overføres af en kompetent myndighed og, hvor det er relevant, Frontex til en tredjepart med ansvar for bistand til reintegration eller andre opgaver i forbindelse med gennemførelsen af tilbagesendelsen, hvis følgende betingelser er opfyldt:a)overførslen af oplysninger er nødvendig med henblik på at yde bistand til reintegration, jf. artikel 46, som er skræddersyet til tredjelandsstatsborgerens lægelige behovb)den tredjelandsstatsborger, hvis personoplysninger overføres, ▌ har givet sit tilsagn til overførslen.3.Hvis medlemsstaterne og Frontex overfører personoplysninger i henhold til stk. 1 eller 2, sikrer de, at denne overførsel sker i overensstemmelse med henholdsvis kapitel V i forordning (EU) 2016/679 og kapitel V i forordning (EU) 2018/1725.4.Hvis der i henhold til stk. 1 eller 2 overføres personoplysninger, dokumenteres denne overførsel, og dokumentationen stilles efter anmodning til rådighed for den kompetente tilsynsmyndighed, der er oprettet i overensstemmelse med artikel 51, stk. 1, i forordning (EU) 2016/679 og artikel 52, stk. 1, i forordning (EU) 2018/1725, herunder dato og tidspunkt for overførslen og oplysninger om det modtagende tredjelands kompetente myndighed, begrundelsen for, at overførslen er i overensstemmelse med stk. 1 eller 2, og de overførte personoplysninger. Denne dokumentation skal begrænses til oplysninger, der er strengt nødvendige for at påvise overholdelse af retsgrundlaget for overførslen, og må ikke medføre yderligere indberetningsforpligtelser for medlemsstaterne.

Kapitel VIIIFÆLLES SYSTEM FOR TILBAGESENDELSER

Artikel 42Enkeltdelene i et fælles system for tilbagesendelser1.Et fælles system for tilbagesendelser i henhold til denne forordning skal bestå af:a)en fælles procedure for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere uden ret til ophold på medlemsstaternes områdeb)et system for anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om tilbagesendelse mellem medlemsstaterne▌d)digitale systemer til forvaltning af tilbagesendelse, tilbagetagelse og reintegration af tredjelandsstatsborgeree)samarbejde mellem medlemsstaterneea) tilstrækkelig kapacitet til frihedsberøvelse som fastsat af medlemsstaten under hensyntagen til de faktiske behovf)økonomisk støtte fra Unionen og operationel støtte fra EU-organer, -kontorer og -agenturer ▌ i overensstemmelse med deres respektive mandater.1a. Udviklingen af digitale systemer skal i videst muligt omfang baseres på eksisterende nationale infrastrukturer og interoperable EU-systemer og må ikke skabe yderligere rapporterings‑ eller proceduremæssige byrder for medlemsstaterne.2.Unionen og medlemsstaterne fastlægger fælles prioriteter på området tilbagesendelse ▌ og reintegration og sikrer den nødvendige opfølgning under hensyntagen til den europæiske strategi for asylforvaltning og migrationsstyring, der er vedtaget i henhold til artikel 8 i forordning (EU) 2024/1351, gennemførelsen af grænseproceduren for tilbagesendelse i henhold til forordning (EU) 2024/1349, vurderingen af graden af tredjelandes samarbejde med medlemsstaterne om tilbagetagelse i overensstemmelse med artikel 25a i forordning (EF) nr. 810/2009 og Unionens tilbagetagelsesinstrumenter og alle andre EU-instrumenter, der er relevante for samarbejdet om tilbagetagelse.3.Unionen og medlemsstaterne sikrer et loyalt samarbejde og en tæt koordinering mellem de kompetente myndigheder og mellem Unionen og medlemsstaterne samt synergi mellem interne og eksterne komponenter ▌.

Artikel 43Kompetente myndigheder ▌1.Hver medlemsstat udpeger i overensstemmelse med national ret de kompetente myndigheder, der er ansvarlige for at opfylde de forpligtelser, der følger af denne forordning.▌

Artikel 44Samarbejde mellem medlemsstaterne1.De kompetente myndigheder, der er udpeget i overensstemmelse med artikel 43, samarbejder og yder som hovedregel bistand med henblik på:a)at tillade transit gennem deres område for at hjælpe med at fuldbyrde en afgørelse om tilbagesendelse truffet af en anden medlemsstat eller fremskaffe rejsedokumenterb)at yde logistisk ▌ eller anden materiel bistand eller bistand i naturalier i forbindelse med transit gennem deres område i henhold til litra a)ba) at facilitere overførslen som omhandlet i artikel 8, stk. 1, litra b)▌d) at støtte en tredjelandsstatsborgers udrejse til den medlemsstat, hvor vedkommende har ret til ophold, jf. artikel 8, stk. 3▌.2. De kompetente myndigheder, der er udpeget i overensstemmelse med artikel 43, kan samarbejde og yde bistand, herunder med henblik på:a)at lede eller støtte de politiske drøftelser og udvekslinger med myndighederne i tredjelande med henblik på at lette tilbagetagelsenb)at kontakte de kompetente myndigheder i tredjelande med henblik på at kontrollere identiteten på tredjelandsstatsborgere og opnå et gyldigt rejsedokumentc)på vegne af den anmodende medlemsstat at forestå den praktiske tilrettelæggelse af fuldbyrdelsen af afgørelsen om tilbagesendelsed) at yde logistisk eller anden materiel bistand eller bistand i naturalier.

Artikel 45Støtte fra Frontex1.Medlemsstaterne kan i overensstemmelse med forordning (EU) 2019/1896 anmode om, at deres kompetente myndigheder bistås af eksperter, der er udsendt eller støttet af Frontex, herunder forbindelsesofficerer for tilbagesendelse og andre forbindelsesofficerer.2.Medlemsstaterne forelægger Frontex relevante oplysninger med hensyn til deres planlagte behov for støtte fra Frontex med henblik på den nødvendige planlægning af agenturets støtte i overensstemmelse med forordning (EU) 2019/1896.

Artikel 46Støtte til tilbagesendelse og reintegration1.Medlemsstaterne sørger for tilgængelig rådgivning vedrørende tilbagesendelse og reintegration, ▌ for, hvor det er relevant, at give tredjelandsstatsborgere oplysninger og vejledning vedrørende mulighederne i forbindelse med tilbagesendelse og reintegration, herunder programmer som omhandlet i stk. 3, så tidligt i tilbagesendelsesprocessen som muligt. Rådgivning vedrørende tilbagesendelse og reintegration kan kombineres med anden rådgivning i forbindelse med andre migrationsprocedurer i medlemsstaten.2.Medlemsstaterne sikrer, at der ▌ gives oplysninger om tilbagesendelse og reintegration, senest når afgørelsen om tilbagesendelse træffes.3.Medlemsstaterne sørger for tilgængelige tilbagesendelses- og reintegrationsprogrammer, der støttes eller finansieres på nationalt plan eller EU-plan. Sådanne ▌ programmer ▌ skal omfatte logistisk, økonomisk eller anden materiel bistand eller bistand i naturalier eller incitamenter, herunder den bistand til reintegration i tilbagesendelseslandet, der ydes til en tredjelandsstatsborger.4.Bistand til tilbagesendelse og reintegration er ikke en individuel rettighed og er ikke en forudsætning for tilbagetagelsesproceduren.5.Den bistand, der ydes gennem programmerne for tilbagesendelse og reintegration, skal afspejle graden af tredjelandsstatsborgerens samarbejde og overholdelse af reglerne og kan over tid reduceres eller trækkes tilbage. Følgende kriterier kan tages i betragtning ved fastlæggelsen af arten og omfanget af bistand til tilbagesendelse og reintegration, hvor det er relevant:a)den pågældende tredjelandsstatsborgers samarbejde under tilbagesendelses- og tilbagetagelsesproceduren, jf. artikel 21b)om tredjelandsstatsborgeren vender tilbage frivilligt eller er genstand for udsendelsec)om tredjelandsstatsborgeren er statsborger i et tredjeland, der er opført i bilag II til forordning (EU) 2018/1806Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1806 af 14. november 2018 om fastlæggelse af listen over de tredjelande, hvis statsborgere skal være i besiddelse af visum ved passage af de ydre grænser, og listen over de tredjelande, hvis statsborgere er fritaget for dette krav (EUT L 303 af 28.11.2018, s. 3, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2018/1806/oj).d)om tredjelandsstatsborgeren er blevet dømt for en lovovertrædelsee)om tredjelandsstatsborgeren har særlige behov, fordi der er tale om en sårbar person, en mindreårig eller en uledsaget mindreårig, eller den pågældende er en del af en familief) yderligere kriterier i henhold til national ret.6.Den bistand, der er omhandlet i denne artikel, ydes ikke til tredjelandsstatsborgere, der allerede har modtaget en anden eller samme støtte fra en medlemsstat eller Unionen. Unionen, medlemsstaterne og Frontex sikrer sammenhæng og koordinering i forbindelse med bistand til reintegration.

Kapitel IXAFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 47Nødsituationer1.I tilfælde af, at et usædvanligt stort antal tredjelandsstatsborgere, der skal tilbagesendes, medfører en uforudset stor byrde, hvad angår kapaciteten i en medlemsstats faciliteter for frihedsberøvede, eller for dens administrative personale eller retspersonale, kan denne medlemsstat, så længe den usædvanlige situation varer ved, beslutte at tillade længere frister ▌end de i artikel 27, stk. 1, artikel 33, stk. 3, og artikel 38, stk. 7, fastsatte og at træffe hasteforanstaltninger med hensyn til forholdene under frihedsberøvelse, som afviger fra dem, der er fastsat i artikel 34, stk. 1, og artikel 35, stk.2. Medlemsstaterne kan midlertidigt tilpasse de administrative procedurer og interne indberetningskrav for at fremskynde tilbagesendelsesoperationen, forudsat at sådanne tilpasninger er strengt nødvendige for at håndtere den ekstraordinære situation.2.Når der tages sådanne ekstraordinære foranstaltninger i brug, underretter den pågældende medlemsstat uden ophold Kommissionen. Den underretter også Kommissionen, så snart årsagerne til anvendelsen af disse ekstraordinære foranstaltninger ikke længere foreligger.3.Intet i denne artikel må fortolkes som en tilladelse til medlemsstaterne til at fravige deres generelle forpligtelse til at træffe enhver hensigtsmæssig foranstaltning af generel eller særlig karakter for at sikre, at deres forpligtelser i henhold til denne forordning opfyldes.

Artikel 48Statistikker1.Med henblik på overvågning af tilbagetagelsessamarbejdet med tredjelande ▌ kan Kommissionen hvert år anmode om, at følgende oplysninger om relevante tredjelande meddeles Frontex opdelt efter hvert tredjeland: a)antallet af anmodninger om bekræftelse af nationalitet og antallet af modtagne positive og negative svar på anmodninger om bekræftelse af nationalitetb)antal anmodninger om udstedelse af rejsedokumenter, heraf antal anmodninger om udstedelse af rejsedokumenter i tilfælde, hvor nationaliteten er bekræftet, antal rejsedokumenter udstedt af tredjelandets myndigheder og antal negative svar vedrørende anmodningen om rejsedokumenter. ▌2.Frontex giver Kommissionen adgang til de data, der er omhandlet i stk. 1. De data, der er omhandlet i litra a)-b), fordelt efter medlemsstat, kan meddeles tredjelande med henblik på at overvåge gennemførelsen og overholdelsen af betingelserne for tilbagetagelse herunder inden for rammerne af Unionens tilbagetagelsesinstrumenter. 3.Medlemsstaterne fremlægger på Kommissionens anmodning de oplysninger, der er nødvendige for at afslutte vurderingen i henhold til artikel 9, stk. 12, navnlig statistikker over antallet af tredjelandsstatsborgere, der er omfattet af afgørelser om tilbagesendelse truffet af en anden medlemsstat, og antallet af tredjelandsstatsborgere, der er blevet udsendt eller sendt tilbage på grundlag af anerkendte afgørelser om tilbagesendelse og, hvor det er relevant, afgørelser om udsendelse truffet af en anden medlemsstat inden for en nærmere fastsat frist. ▌4.Kommissionen gør med henblik på denne artikel, og hvor det er muligt, brug af de oplysninger, der stilles til rådighed i henhold til forordning (EF) nr. 862/2007. 5. Hvis Kommissionen forelægger et lovgivningsforslag i henhold til artikel 9, stk. 13, foreslår den om nødvendigt ændringer af denne artikel under hensyntagen til den relevante lovgivningsmæssige udvikling inden for digitalisering.

Artikel 49Udvalgsprocedure1.Kommissionen bistås af et udvalg. Dette udvalg er et udvalg som omhandlet i forordning (EU) nr. 182/2011.2.Når der henvises til dette stykke, finder artikel 5 i forordning (EU) nr. 182/2011 anvendelse. Afgiver udvalget ikke nogen udtalelse, vedtager Kommissionen ikke udkastet til gennemførelsesretsakt, og artikel 5, stk. 4, tredje afsnit, i forordning (EU) nr. 182/2011 finder anvendelse.

Artikel 50Rapportering1.Senest den … [fem år efter denne forordnings ikrafttræden] og derefter hvert femte år forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet og Rådet en rapport om anvendelsen af denne forordning i medlemsstaterne og foreslår ændringer, hvis det er relevant.2.Medlemsstaterne fremsender senest ni måneder inden udløbet af denne frist på Kommissionens anmodning de tilgængelige oplysninger til den, der er nødvendige for udarbejdelsen af dens rapport i henhold til stk. 1. Kommissionen benytter sig om muligt af de oplysninger, der stilles til rådighed i henhold til forordning (EF) nr. 862/2007.

Artikel 51Ophævelse1.Direktiv 2008/115/EF, ▌ direktiv 2001/40/EF og Rådets afgørelse 2004/191/EF ophæves for de medlemsstater, der er bundet af denne forordning, fra datoen for anvendelsen af denne forordning i henhold til artikel 52, stk. 3. 2.Henvisninger til de ophævede direktiver gælder som henvisninger til nærværende forordning og læses efter sammenligningstabellen i bilaget.

Artikel 52Ikrafttræden og anvendelse1.Denne forordning træder i kraft ▌ dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.2.Denne forordnings artikel 1, artikel 2, stk.1-3, artikel 4, stk. 3, artikel 5, artikel 7, stk. 8-9, artikel 17-19, artikel 36, artikel 37a, artikel 43, artikel 45 og artikel 49-51 finder anvendelse fra ikrafttrædelsen. 3.De øvrige bestemmelser i denne forordning finder anvendelse fra den … [Publikationskontoret: indsæt dato svarende til 12 måneder fra ikrafttrædelsesdatoen].4.Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i ▌

På Europa-Parlamentets vegne På Rådets vegne

Formand Formand