1.mener, at gennemførelsen af de nationale parlamenters rettigheder og forpligtelser som følge af Lissabontraktaten har styrket deres rolle inden for de europæiske konstitutionelle rammer og dermed giver Unionen mere pluralisme, demokratisk legitimitet og evnen til at fungere bedre;

2.er af den opfattelse, at de nationale regeringers ansvar over for de nationale parlamenter som anerkendt i artikel 10, stk. 2, i TEU er kernen i de nationale parlamentariske forsamlingers rolle i Den Europæiske Union; mener, at de nationale parlamenter er partnere, når det gælder om at opretholde den institutionelle balance i EU; opfordrer de nationale parlamenter til at udøve deres EU-funktioner fuldt ud for at øve direkte indflydelse på og kontrollere EU-politikkernes indhold, navnlig gennem overvågningen af deres nationale regeringer i deres egenskab af medlemmer af Det Europæiske Råd; opfordrer medlemmerne af de nationale og regionale parlamenter til at fremme en europæisk samvittighed i deres beslutningstagning og til at anerkende EU-politikkernes direkte indvirkning på deres vælgere; roser de gode erfaringer med samarbejdet mellem de nationale parlamenter og Europa-Parlamentet og mener, at de nationale parlamenter og Europa-Parlamentet har potentiale til at være naturlige allierede, når det gælder om at skabe en stærkere parlamentarisk dimension i EU;

3.opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at de nationale parlamenter gives tilstrækkelig tid, kapacitet, ressourcer og den nødvendige adgang til oplysninger til at kunne opfylde deres konstitutionelle rolle med at kontrollere og dermed legitimere de nationale regeringers aktiviteter, når disse regeringer handler på EU-plan; minder om vigtigheden af adgang til oplysninger og anerkender, at Rådet skal vedtage de nødvendige garantier for dokumentsikkerhed, samtidig med at det sikres, at de nationale parlamenter kan udøve demokratisk kontrol med deres respektive regeringer, bl.a. gennem adgang til Rådets lovgivningsdatabase, samtidig med at fortroligheden respekteres fuldt ud;

4.mener, at gennemsigtighed i EU-institutionernes arbejdsmetoder og beslutningsprocesser er en forudsætning for, at de nationale parlamenter effektivt kan udføre deres institutionelle rolle i medfør af traktaterne; opfordrer derfor til, at medlemsstaternes stemmeafgivninger og holdninger i Rådet offentliggøres; opfordrer endvidere de nationale parlamenter til at gøre fuld brug af deres respektive beføjelser, bl.a. ved at tilpasse deres interne organisation, tidsplaner og forretningsorden, så de bliver i stand til at gøre det; forpligter sig og opfordrer de nationale parlamenter til at indføre mere innovative og stærkere samarbejdsværktøjer på politisk og administrativt plan, herunder mere intensive former for udveksling og dialog med europæiske politiske familier og grupper;

5.tilskynder til en styrket politisk dialog mellem EU-institutionerne og de nationale parlamenter og minder om, at beslutningerne skal træffes i overensstemmelse med de konstitutionelle beføjelser, EU-traktaterne og gældende EU-ret og under hensyntagen til den klare afgrænsning mellem de lokale, regionale og nationale organers og EU-organernes respektive beslutningskompetencer;

6.anfører, at en tilpasning af det europæiske semester til de nationale parlamenters dagsordener kunne bidrage yderligere til koordineringen af de økonomiske politikker, men understreger, at en sådan tilpasning ikke må tilsidesætte de enkelte parlamentariske forsamlingers selvstyrebeføjelser og særlige procedureregler;

7.opfordrer til, at de nationale parlamenter får en stærkere rolle i indførelsen af en national periode for en dialog om budget og økonomi, hvor de nationale parlamenter vil kunne samarbejde, drøfte og bidrage til det europæiske semester ved at give deres regeringer et mandat i deres forbindelser med Kommissionen og Rådet;

8.påpeger relevansen af princippet om forholdsmæssig repræsentation af medlemmer fra forskellige politiske partier i denne henseende; anbefaler derfor, at de nationale parlamentariske delegationer, der agerer i EU-institutionerne, afspejler den politiske mangfoldighed;

9.bemærker, at de parlamentariske flertals bindende vilje kan komme til udtryk i udtalelserne fra de nationale parlamenter, inden for eller uden for rammerne af systemet for tidlig varsling; tilslutter sig imidlertid idéen om, at de nationale parlamentariske politiske mindretal får mulighed for at udtrykke afvigende synspunkter, som så kan blive indarbejdet i bilagene til de pågældende udtalelser;

10.mener, at samspillet med de nationale parlamenter indirekte kan styrkes ved at styrke de europæiske politiske partier; gentager sin mangeårige opfordring til at sætte disse partier i stand til at engagere sig aktivt i medlemsstaternes politiske sfærer og støtte deres medlemspartier, når det drejer sig om EU-spørgsmål; opfordrer til en hurtig færdiggørelse af Europa-Parlamentets og Rådets omarbejdede forordning (EU, Euratom) nr. 1141/2014 af 22. oktober 2014 om statut for og finansiering af europæiske politiske partier og europæiske politiske fonde EUT L 317 af 4.11.2014, s. 1. for at gøre det muligt for europæiske politiske partier at støtte deres medlemspartier i kampagnen for valget til Europa-Parlamentet og folkeafstemningskampagner om EU-anliggender;

11.mener, at indførelsen af en årlig europæisk uge ville gøre det muligt for medlemmer af Europa-Parlamentet, kommissærer og ministre fra de siddende rådsformandskaber at være til stede i alle de nationale og, hvor det er relevant, regionale parlamenter for at drøfte og forklare den europæiske dagsorden sammen med de nationale parlamentarikere; foreslår, at der indledes en drøftelse om udarbejdelse af en fælles politisk erklæring eller rammeaftale mellem de nationale parlamenter og Europa-Parlamentet om tilrettelæggelsen af den foreslåede europæiske uge med henblik på at skabe en mere sammenhængende ramme for samarbejdet på politisk, institutionelt og administrativt plan; mener, at den foreslåede europæiske uge bør bygge på erfaringerne fra nuværende og tidligere fora såsom den parlamentariske uge, der blev afholdt af konferencen om det europæiske semester og den interparlamentariske konference om stabilitet, økonomisk samordning og styring i Den Europæiske Union samt konferencen om Europas fremtid; mener endvidere, at møder i de politiske familier og forberedende møder mellem og i nationale og europæiske politiske grupper inden for rammerne af det interparlamentariske samarbejde i EU kan tilføre merværdi i form af en ægte europæisk politisk debat;

12.mener, at en stærkere inddragelse af kandidatlandenes nationale parlamenter er et vigtigt redskab til at gøre EU's udvidelsesstrategi til en succes; foreslår, at repræsentanter for de nationale parlamenter fra kandidatlandene inddrages i den foreslåede europæiske uge;

13.understreger, at de nationale parlamenters væsentligste beføjelse som følge af Lissabontraktaten var deres evne til at kontrollere overholdelsen af nærhedsprincippet i de tidlige faser af EU-lovgivningsprocedurerne;

14.bemærker, at procedurer som dem med "gult" eller "orange" kort ikke er blevet anvendt i større udstrækning; foreslår, at alle EU-institutioner og medlemsstater bliver enige om en fælles forståelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet, som oprindeligt var knyttet til Amsterdamtraktaten, EU-Domstolens relevante retspraksis og Kommissionens egen praksis; mener, at udviklingen af denne fælles forståelse bør omfatte alle elementer af nærhedsprincippet og kan fremmes gennem nye samarbejdsværktøjer;

15.anerkender den anmodning, som nationale parlamenter har fremsat, om at udvide den periode på otte uger, som de har til at afgive begrundede udtalelser i henhold til artikel 3 i protokol nr. 1; understreger imidlertid, at der inden for de nuværende traktatrammer ikke findes bestemmelser om en sådan udvidelse; bemærker, at Kommissionen som en afbødningsforanstaltning fra 2019 begyndte at undlade at medregne helligdagsperioden ved årets udgang ved fastsættelsen af den periode på otte uger, som de nationale parlamenter har til at sende begrundede udtalelser; synes derfor, at indførelsen af en periode på tolv uger bør overvejes inden for rammerne af den næste traktatrevision;

16.opfordrer de nationale parlamenter til at medtage begrundede udtalelser fra regionale parlamenter med lovgivningsmæssige beføjelser i deres endelige begrundede udtalelser, der sendes til formændene for Parlamentet, Rådet og Kommissionen, når regionale enekompetencer er berørt;

17.foreslår indførelsen af et system, undertiden kaldet en procedure med "grønt kort", hvor mindst en tredjedel af de nationale parlamenter kan anmode om, at Kommissionen eller Europa-Parlamentet, når sidstnævnte har fået en generel direkte initiativret, fremsætter forslag med det formål at påvirke den europæiske debat positivt; foreslår i denne forbindelse, at Kommissionen eller Europa-Parlamentet kunne have skønsbeføjelse til enten at acceptere det pågældende forslag eller give et formelt svar med fremhævelse af grundene til ikke at gøre det; påpeger, at en sådan procedure ikke kan bestå i en initiativret eller retten til at trække lovgivning tilbage eller ændre lovgivning, da dette ville underminere "EU-metoden" og kompetencefordelingen mellem det nationale og det europæiske niveau og derfor stride mod traktaterne;

18.bekræfter på ny, at artikel 12 i TEU og protokol nr. 1 giver de nationale parlamenter ret til at modtage information direkte fra EU-institutionerne; foreslår, at retten til at blive informeret udvides til også at omfatte regionale parlamenter med lovgivningsbeføjelser;

19.anbefaler de nationale parlamenter at anvende IPEX-platformen i god tid med henblik på at sikre, at den nationale kontrolmekanisme indledes på et tidligt stadium; anbefaler, at man benytter IPEX som en kanal til systematisk udveksling af oplysninger og til tidligt at gøre opmærksom på problemer vedrørende nærhedsprincippet; glæder sig over den ajourførte udgave af IPEX-retningslinjerne, som blev godkendt på generalsekretærernes møde i februar 2023, og som afspejler den nye version af IPEX-platformen og de muligheder og værktøjer, som denne nye version giver;

20.noterer sig det nuværende samarbejde mellem Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter i COSAC, i den interparlamentariske konference om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og inden for rammerne af artikel 13 i TSSS; noterer sig endvidere nyere former for interparlamentarisk samarbejde såsom Gruppen for Fælles Parlamentarisk Kontrol med Europol og det interparlamentariske udvalgsmøde om evaluering af Eurojust; understreger, at dette samarbejde bør udvikles på grundlag af principperne om konsensus, informationsudveksling og høring, så de nationale parlamenter kan udøve kontrol med deres respektive regeringer og administrationer;

21.gentager, at de nuværende rammer for forbindelserne mellem EU og de nationale parlamenter kan forenkles og harmoniseres med henblik på at gøre dem mere effektive; opfordrer i denne sammenhæng til en revision af samarbejdet mellem EU og dets nationale parlamenter på tværs af de eksisterende platforme og fora med henblik på at styrke disse forbindelser og tilpasse dem til de aktuelle behov; opfordrer EU-institutionerne og de regionale parlamenter med lovgivningsbeføjelser til at have et mere aktivt engagement og et direkte samspil med hinanden, med fuld respekt for de nationale parlamenters beføjelser;

22.påpeger, at en styrkelse af den politiske og tekniske dialog mellem de parlamentariske udvalg og de politiske grupper, både på nationalt og på EU-plan, ville være et meget produktivt skridt hen imod et fuldt interparlamentarisk samarbejde; foreslår med henblik herpå at øge bevidstheden på nationalt plan om mulige samarbejdsværktøjer; foreslår derfor, at der tildeles ekstra ressourcer til at nå dette mål, bl.a. til at finansiere anvendelsen af videokonferencer, udveksling af medarbejdere eller pilotprojekter;

23.anerkender relevansen af de interparlamentariske udvalgsmøder i henhold til artikel 9 og 10 i protokol nr. 1 og den sektorspecifikke succes med en "udvalgsmetode" i det interparlamentariske samarbejde; mener, at der kunne opnås et bedre interinstitutionelt samarbejde, hvis Europa-Parlamentets og de nationale parlamenters medlemmer tillagde de interparlamentariske udvalgsmøder større betydning, og hvis de blev forberedt på et tættere samarbejde; mener, at forretningsordenen kunne ændres med henblik på at regulere stærkere former for samarbejde mellem de nationale parlamenter og Europa-Parlamentet under fuld overholdelse af deres institutionelle kompetencer og fordelingen heraf;

24.anbefaler, at de nationale parlamenter bliver fuldt inddraget i den fortsatte udvikling af den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik; mener, at en sådan inddragelse bør fremmes i tæt samarbejde med Europa-Parlamentet i overensstemmelse med artikel 10 i protokol nr. 1 og under fuld overholdelse af bestemmelserne i de nationale forfatninger angående sikkerheds- og forsvarspolitik; opfordrer de nationale parlamenter til at reflektere mere detaljeret over prioriteringen af forsvarskapacitet på EU-plan, herunder gennem fælles interparlamentariske møder mellem repræsentanter fra de nationale parlamenter og medlemmer af Europa-Parlamentet inden for rammerne af den interparlamentariske konference om FUSP/FSFP og via politisk dialog;

25.minder om betydningen af at styrke samarbejdet og dialogen mellem de nationale parlamenter og Europa-Parlamentet om undersøgelsesbeføjelsen;

26.pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.