(2)Der opstår flere og større kriser, der resulterer i anmodninger om konsulær beskyttelse. Covid-19-pandemien, krisen i Afghanistan i 2021, Ruslands angrebskrig mod Ukraine, konflikten i Sudan, hjemtransport fra Israel og Gaza, det øgede antal humanitære kriser, naturkatastrofer og menneskeskabte katastrofer samt andre lignende kriser har synliggjort mangler og givet anledning til at overveje, hvordan det kan gøres lettere at udøve retten til konsulær beskyttelse. Unionens kapacitet til at reagere på disse kriser, hvis antal til stadighed forøges, bør styrkes ved at afhjælpe eventuelle mangler og styrke vores beredskab, informationsindsamlings- og beslutningskapacitet forud for og under kriser. På baggrund af disse erfaringer og for at forenkle procedurerne for borgere og konsulære myndigheder bør reglerne og procedurerne i direktiv (EU) 2015/637 præciseres og strømlines, så den konsulære beskyttelse til ikkerepræsenterede unionsborgere, navnlig i krisesituationer, kan ydes mere effektivt. De til rådighed værende ressourcer på medlemsstats- og EU-plan bør anvendes bedst muligt, både lokalt i tredjelande og i hovedstæderne.

(4)For at skabe større retssikkerhed for de konsulære myndigheder og borgere bør der fastlægges mere detaljerede kriterier, der gør det lettere at vurdere, om en unionsborger kan betragtes som ikkerepræsenteret og dermed berettiget til at modtage konsulær beskyttelse fra den medlemsstat, hvis konsulære myndigheder er blevet kontaktet. Disse kriterier bør være tilstrækkeligt pragmatiske og fleksible og anvendes under hensyntagen til de lokale forhold såsom rejsemuligheder eller sikkerhedssituationen i det pågældende tredjeland. Tilgængelighed, nærhed og sikkerhed bør i den forbindelse forblive vigtige hensyn.

(5)Det første kriterium, som de konsulære myndigheder bør tage hensyn til, er, hvor vanskeligt det er for borgerne inden for 48 timer at nå sikkert frem til eller at blive kontaktet af ambassaden eller konsulatet for den medlemsstat, de er statsborgere i, idet det tages i betragtning, hvilken hjælp der anmodes om, hvor meget den haster, samt hvilke midler, navnlig finansielle ressourcer, de råder over. Mens den passende periode vil afhænge af de særlige forhold ved hver anmodning om bistand, bør perioden for borgere til at nå sikkert frem til eller at blive kontaktet af deres medlemsstats ambassade eller konsulat under alle omstændigheder ikke overstige 48 timer. Behovet for et EU-nødpas som følge af tab af rejsedokumenter bør i princippet betyde, at borgeren anses for ikkerepræsenteret, hvis vedkommende skal rejse om natten eller med fly for at nå frem til ambassaden eller konsulatet for den medlemsstat, som vedkommende er statsborger i, da vedkommende ikke kan forventes at skulle rejse under sådanne omstændigheder.

(7)Begrebet manglende repræsentation bør fortolkes således, at ikkerepræsenterede borgere sikres en reel ret til konsulær beskyttelse. En borger bør også anses for ikkerepræsenteret, hvis det er sandsynligt, at den konsulære beskyttelse bringes i fare, hvis borgeren sendes videre til ambassaden eller konsulatet for den medlemsstat, hvor vedkommende er statsborger, navnlig hvis sagens hastende karakter kræver en omgående indsats fra den anmodede ambassade eller det anmodede konsulat. Dette er især relevant i krisesituationer, hvor manglende rettidig bistand kan have særligt negative konsekvenser for borgeren. Desuden bør der tages hensyn til en betydelig reduktion af ambassadens eller konsulatets personale, som i væsentlig grad kan påvirke effektiviteten af deres operationer, da dette kan forværre de udfordringer, som borgere, der søger konsulær bistand, konfronteres med.

(11)Ansøgningerne bør ikke overdrages, hvis den konsulære beskyttelse dermed bringes i fare, især ikke, hvis sagens hastende karakter kræver en omgående indsats fra den ambassade eller det konsulat for den medlemsstat, der rettes henvendelse til. Dette kunne f.eks. være i tilfælde af alvorlige helbredsmæssige nødsituationer eller tilsyneladende vilkårlige eller politisk motiverede anholdelser. Derudover bør ikkerepræsenterede borgere holdes underrettet om eventuelle overdragelser.

(13)Når medlemsstaterne yder konsulær beskyttelse til ikkerepræsenterede borgere, bør de anvende en intersektionel tilgang til behovene hos sårbare grupper såsom uledsagede mindreårige, ofre for tvangsægteskab og ægteskabeligt fangenskab, som bør modtage juridisk bistand og psykologisk støtte, gravide kvinder, personer med nedsat mobilitet, ældre, personer med handicap eller personer, der risikerer diskrimination af enhver grund såsom dem, der er omhandlet i chartrets artikel 21.

(19)For at sikre at beredskabet fungerer i tilfælde af konsulære kriser, der kræver bistand til ikkerepræsenterede borgere – herunder naturkatastrofer, politisk uro eller terrorangreb – bør det lokale konsulære samarbejde mellem medlemsstaterne og EU-delegationerne i tredjelande omfatte udveksling af oplysninger om anliggender, der er relevante for sådanne borgere, bl.a. deres sikkerhed, udarbejdelse af fælles konsulære beredskabsplaner og mekanismer for at sikre en hurtig indsats og tilrettelæggelse af konsulære øvelser. Et sådant lokalt konsulært samarbejde kan i den sammenhæng vise sig særlig relevant for konsulære myndigheder, hvis medlemsstater ikke er repræsenteret, når kriseberedskabet og -responsen på konsulært plan skal koordineres.

(23)Med henblik på at sikre en effektiv koordinering af den konsulære bistand bør der også i de fælles konsulære beredskabsplaner i det omfang, det er relevant, tages højde for den rolle og det ansvar, som ledende stater har, dvs. de medlemsstater, der er repræsenteret i et givet tredjeland, og som har ansvaret for at koordinere og lede bistanden til ikkerepræsenterede borgere i tilfælde af kriser. Derudover bør de fælles konsulære beredskabsplaner som led i konsulære øvelser evalueres årligt eller oftere, hvis ekstraordinære omstændigheder kræver det, for at sikre, at de fortsat er egnede. Samtidig bør de fælles konsulære beredskabsplaner ikke forstås som planer, der træder i stedet for medlemsstaternes nationale beredskabsplaner eller påvirker deres ansvar for at yde konsulær bistand til deres egne statsborgere, men som en sammenhængende tilgang, der yderligere kan bidrage til at koordinere indsatsen i de repræsenterede medlemsstater.

(25)Rejsevejledninger, dvs. oplysninger fra medlemsstaterne om den relative sikkerhed, der er forbundet med at rejse til bestemte tredjelande, bør ajourføres løbende for at gøre det muligt for rejsende at træffe en informeret beslutning om en bestemt rejsedestination, herunder tredjelande, hvor deres medlemsstat ikke er repræsenteret. Selv om det er medlemsstaternes ansvar at udstede rejsevejledninger, bør de koordinere indholdet, navnlig i forbindelse med kriser, så det sikres, at der ydes et ensartet niveau af vejledning. Dette kunne f.eks. bestå i at fastlægge en fælles struktur for de risikoniveauer, der angives i rejsevejledningen, og gøre brug af EU-Udenrigstjenestens sikre platform. En sådan koordinering bør ske på et tidligt tidspunkt, når medlemsstaterne planlægger at ændre niveauet i en rejsevejledning.

(26)Effektiv koordinering er afgørende for at sikre en effektiv kriserespons. For at sikre en sådan koordinering skal medlemsstaterne bistås af og modtage rettidige oplysninger fra EU-Udenrigstjenestens kriseresponscenter og Kommissionens Katastrofeberedskabskoordinationscenter. En koordineret EU-kriserespons er særlig vigtig i tilfælde af evakueringer for at sikre, at støtten ydes hurtigt og effektivt, og at den til rådighed værende evakueringskapacitet udnyttes bedst muligt. For at sikre en hurtig og effektiv reaktion, herunder i tilfælde, hvor der anvendes militære aktiver til rednings- og evakueringsoperationer, bør der derfor på en rettidig måde udveksles førstehåndsoplysninger samt relevant information om, hvilken evakueringskapacitet der f.eks. er til rådighed. I den forbindelse bør EU-Udenrigstjenesten kunne modtage automatisk og løbende information fra medlemsstaterne om situationen i tredjelande.

(28)Fælles konsulære hold bør bygge på principperne om solidaritet med repræsenterede medlemsstater, ligestilling med hensyn til beslutninger om interne arbejdsstrukturer, enkelthed for så vidt angår sammensætningen af hold, omkostningsdeling – hver medlemsstat, hver EU-institution eller hvert EU-organ afholder selv sine driftsomkostninger – fleksibilitet, synliggørelse af den koordinerede EU-indsats og åbenhed over for relevante tredjelande.

(30)Hvis unionsborgere skal hjælpes, er det vigtigt at give dem pålidelige og let tilgængelige oplysninger om, hvordan de kan få konsulær bistand i tredjelande, herunder muligheder for digital kontakt. Kommissionens tjenestegrene og EU-Udenrigstjenesten bør i tæt samarbejde med medlemsstaterne udbrede relevante oplysninger, herunder oplysninger fra medlemsstaterne om deres konsulære netværk og tredjelande, med hvem de har indgået praktiske ordninger om deling af ansvaret for at yde konsulær beskyttelse til ikkerepræsenterede borgere. For at fremme behandlingen af sådanne oplysninger bør de gives i et maskinlæsbart format.

(31)Medlemsstaterne bør træffe yderligere foranstaltninger, der kan bidrage til at gøre unionsborgerne mere bevidste om deres ret til konsulær beskyttelse, idet der også bør tages hensyn til de særlige behov, som personer med handicap har. I betragtning af de begrænsede omkostninger, det ville medføre, bør medlemsstaterne gengive ordlyden af artikel 23 i TEUF i pas, som udstedes af medlemsstaterne, for derved at gøre borgerne mere opmærksomme på retten til diplomatiske og konsulære myndigheders beskyttelse, hvilket Kommissionen allerede foreslog i henstilling C(2007) 58415. Medlemsstaterne bør også oplyse om ikkerepræsenterede borgeres ret til konsulær beskyttelse i rejsevejledninger og kampagner vedrørende konsulær bistand. De bør også samarbejde med udbydere af passagertransport og transportknudepunkter, der tilbyder rejser til tredjelande, f.eks. ved at opfordre dem til at tilføje relevante oplysninger om retten til konsulær beskyttelse i deres informationsmateriale til kunderne.

__________________

5 Kommissionens henstilling C(2007) 5841 af 5. december 2007 om gengivelse af teksten i EF-traktatens artikel 20 i pas (EUT L 118 af 6.5.2008, s. 30, ELI: http://data.europa.eu/eli/reco/2008/355/oj).

(32)De finansielle bestemmelser i direktiv (EU) 2015/637 bør tilpasses for at forenkle godtgørelser og fortsat sikre økonomisk byrdefordeling. Navnlig bør ikkerepræsenterede borgere kunne godtgøre udgifter til den ydelse, som den bistående medlemsstat har ydet, direkte på samme vilkår som statsborgere i den bistående medlemsstat, således at den administrative byrde, der følger af at skulle anmode om godtgørelse i den medlemsstat, hvor borgeren er statsborger, undgås. Medlemsstaterne bør også kunne frasige sig at opkræve sådanne omkostninger. Da ikkerepræsenterede borgere i visse situationer måske ikke vil kunne betale, når de anmoder om bistand, f.eks. hvis deres kontanter og midler til at få adgang til penge er blevet stjålet, er det nødvendigt at præcisere, at de kan blive bedt om at underskrive en tilbagebetalingsforpligtelse af de konsulære myndigheder i den bistående medlemsstat. Myndighederne i den bistående medlemsstat kan på grundlag af en sådan forpligtelse anmode om godtgørelse af omkostningerne tre måneder efter, at bistanden blev ydet.

(33)I tilfælde, hvor omkostningerne ikke er blevet godtgjort direkte af borgeren, dvs. hverken umiddelbart, da anmodningen blev fremsat, eller på et senere tidspunkt, hvor vedkommende blev anmodet herom af den bistående medlemsstat på grundlag af tilbagebetalingsforpligtelsen, bør den bistående medlemsstat have ret til at anmode den medlemsstat, hvor den ikkerepræsenterede borger er statsborger, om at godtgøre de skyldige omkostninger. For at undgå, at anmodninger om godtgørelse fremsættes efter længere tid, bør der fastsættes en rimelig frist for den bistående medlemsstat og den medlemsstat, hvor borgeren er statsborger, til henholdsvis at fremsætte anmodningen og foretage godtgørelsen. Fristen bør tage hensyn til problemets kompleksitet, inddragelsen af facilitetens personale og varigheden af bistanden.

(41)Når medlemsstaternes kompetente myndigheder og EU-institutionerne og -organerne behandler sådanne særlige kategorier af personoplysninger, bør de sikre, at der træffes passende og særlige foranstaltninger til at beskytte de registreredes interesser og rettigheder. Dette bør om muligt omfatte kryptering af de pågældende personoplysninger og særlig tildeling af adgangsrettigheder til det personale, der har adgang til de specificerede typer af særlige kategorier af personoplysninger.

a)hvor vanskeligt er det for den pågældende borger at nå sikkert frem til eller at blive kontaktet af ambassaden eller konsulatet for den medlemsstat, hvor vedkommende er statsborger, inden for en rimelig frist, idet det tages i betragtning, hvilken hjælp der anmodes om, hvor meget den haster, samt hvilke midler, navnlig finansielle ressourcer, vedkommende råder over. Mens den passende periode vil afhænge af de særlige forhold ved hver anmodning om bistand, må perioden for borgere til at nå sikkert frem til eller at blive kontaktet af deres medlemsstats ambassade eller konsulat under alle omstændigheder ikke overstige 48 timer

2)I artikel 9 tilføjes følgende nummer:

udgår

udgår

2.EU-delegationerne hjælper medlemsstaterne med at yde konsulær beskyttelse til ikkerepræsenterede borgere, jf. artikel 5, stk. 10, i afgørelse 2010/427/EU. En sådan støtte kan omfatte ydelse af særlige konsulære bistandsopgaver på medlemsstaternes anmodning og på deres vegne. Den bistående medlemsstat og den medlemsstat, hvor den pågældende person er statsborger, meddeler straks EU-delegationen alle relevante oplysninger i den pågældende sag.

1.I forbindelse med det lokale konsulære samarbejde, der er omhandlet i artikel 12, udarbejder og fastlægger medlemsstaterne og EU-Udenrigstjenesten en fælles konsulær beredskabsplan for hvert tredjeland. Den fælles konsulære beredskabsplan ajourføres årligt eller oftere, i tilfælde af at der foreligger ekstraordinære omstændigheder, og omfatter:

a)en analyse af den konsulære situation i det pågældende tredjeland, bl.a. en oversigt over medlemsstaternes ambassader eller konsulater, et skøn over, hvor mange unionsborgere der er, og hvor de befinder sig, samt en risikovurdering af de mest sandsynlige scenarier, der vil kunne påvirke unionsborgere, såsom, men ikke begrænset til, militære, politiske, strafferetlige og sundhedsmæssige risici samt naturkatastrofer

Hvis der er EU-delegationer til stede, koordinerer disse udarbejdelsen og fastlæggelsen af de fælles konsulære beredskabsplaner på grundlag af bidrag fra ambassaderne eller konsulaterne for de medlemsstater, der er repræsenteret i det pågældende tredjeland, og de konsulære myndigheder for de medlemsstater, der ikke er repræsenteret. Dette kan om nødvendigt omfatte samarbejde med tredjelande og internationale organisationer. De fælles konsulære beredskabsplaner stilles til rådighed for alle medlemsstater, EU-Udenrigstjenesten og Kommissionens tjenestegrene.

4.Medlemsstaterne træffer i overensstemmelse med national ret proaktive foranstaltninger for at sikre, at deres borgere ved hjælp af passende midler lader sig registrere hos de kompetente nationale myndigheder eller underretter disse om deres rejser til eller ophold i tredjelande, navnlig når de pågældende tredjelande ikke anses som fuldstændigt sikre.

5.Medlemsstaterne udveksler oplysninger om ændringer i deres rejsevejledning til borgerne på et tidligt tidspunkt, navnlig i forbindelse med krisesituationer, og bestræber sig på at sikre konsekvens i niveauet af rejsevejledning. Medlemsstaterne skal altid underrette hinanden, hver gang de bliver bekendt med en øget sikkerhedsrisiko."

2.Medlemsstaterne kan om nødvendigt få hjælp af fælles konsulære hold bestående af eksperter fra medlemsstaterne, især fra de medlemsstater, der ikke er repræsenteret i det tredjeland, der er ramt af krisen, fra EU-Udenrigstjenesten og Kommissionens tjenestegrene. Fælles konsulære hold stilles til rådighed til hurtig udsendelse til tredjelande, der er ramt af en konsulær krise. Deltagelsen i fælles konsulære hold er frivillig. EU-Udenrigstjenesten og Kommissionen støtter disse eksperters og de fælles konsulære holds beredskab.

4.Når medlemsstaterne yder bistand, kan de modtage støtte fra EU-instrumenter såsom EU-Udenrigstjenestens krisestyringsstrukturer og dens kriseresponscenter. Medlemsstaterne kan også inddrage Katastrofeberedskabskoordinationscentret, som blev oprettet ved artikel 7 i afgørelse nr. 1313/2013/EU, EU-civilbeskyttelsesmekanismen og, hvis det er relevant, EU-missioner og ‑operationer inden for rammerne af den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik samt EU-kapaciteten til hurtig deployering, som er indeholdt i det strategiske kompas for sikkerhed og forsvar.

Hver sjette måned meddeler medlemsstaterne EU-Udenrigstjenesten og Kommissionen følgende oplysninger:

2.Medlemsstaterne, Kommissionens tjenestegrene og EU-Udenrigstjenesten stiller de oplysninger, der er omhandlet i stk. 1, offentligt til rådighed på en måde, der sikrer sammenhæng i de offentliggjorte oplysninger.

3.Medlemsstaterne meddeler de oplysninger, der er omhandlet i stk. 1, i et maskinlæsbart format.

1.Medlemsstaterne træffer foranstaltninger til at oplyse deres borgere om den ret, de har i henhold til artikel 20, stk. 2, litra c), i TEUF, navnlig gennem:

udgår

Hvis en ikkerepræsenteret borger ikke kan betale de i stk. 1 omhandlede omkostninger til den bistående medlemsstat, når vedkommende anmoder om bistand, kan den bistående medlemsstat kræve, at den ikkerepræsenterede borger underskriver en tilbagebetalingsforpligtelse. Den bistående medlemsstat kan på det grundlag anmode den ikkerepræsenterede borger om at betale sådanne omkostninger tre måneder efter, at bistanden blev ydet. Det forhold, at den ikkerepræsenterede borger ikke kan betale de i stk. 1 omhandlede omkostninger, når vedkommende anmoder om bistand, må ikke have indflydelse på vedkommendes ret til at modtage konsulær beskyttelse.

6.Kommissionen kan vedtage gennemførelsesretsakter om standardformularer, som er tilgængelige på alle medlemsstaternes sprog, der skal anvendes til tilbagebetalingsforpligtelsen, jf. stk. 2, og til godtgørelsen af omkostninger fra den medlemsstat, hvor den ikkerepræsenterede borger er statsborger, jf. stk. 3. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 15a, stk. 2.

6.Når medlemsstaternes kompetente myndigheder og EU-institutionerne og -organerne behandler de personoplysninger, der er omhandlet i stk. 5, sikrer de, at der træffes passende og særlige foranstaltninger til at beskytte de registreredes interesser og rettigheder. De indfører også interne politikker og træffer de nødvendige tekniske og organisatoriske foranstaltninger til at forhindre uautoriseret adgang til og videregivelse af sådanne personoplysninger.

Med henblik på dette direktiv overdrager medlemsstaternes kompetente myndigheder kun personoplysninger til et tredjeland eller en international organisation, hvis det er nødvendigt for at kunne udføre de opgaver, der er omhandlet i artikel 9, 10 og 13a, og i overensstemmelse med kapitel V i forordning (EU) 2016/679. Personoplysninger, der er omhandlet i stk. 5, udelukkes fra en sådan overdragelse, medmindre den pågældende unionsborgers udtrykkelige forudgående samtykke er indhentet.

Medlemsstaterne sikrer, at ikkerepræsenterede borgere har effektiv klageadgang samt adgang til effektive retsmidler i henhold til national ret i tilfælde af, at deres rettigheder i henhold til dette direktiv krænkes.

Senest [fem år efter fristen for gennemførelsen af dette ændringsdirektiv] foretager Kommissionen en evaluering af dette direktiv og forelægger Europa-Parlamentet og Rådet en rapport om de vigtigste resultater.